TORBEN EIK

De evige teenagere fra Red Hot chili Peppers er det nyeste band, der har forsøgt sig med en såkaldt interaktiv musikvideo. Det er de ikke slupper godt fra, hvis man spørger mig. Ikke fordi den ikke er flot eller fordi musikken ikke er god, men jeg fordi jeg slet ikke synes den er interaktiv.

Jeg er muligvis blevet svær at imponere, men jeg synes ikke det er videre internaktivt at sidde og bevæge kameraet fra side til side og zoome ind og ud, mens musikken spiller upåvirket af min handlinger. Det føles lidt som at høre musik mens man bruger Google Street View. I de fire rum man kan bevæge kameraet imellem i videoen, er der selvfølgelig ting man kan klikke på, men gør man det stopper musikken, og man sendes ind til forskellige gallerier med billeder fra optagelserne af videoen. Er der virkelig nogen, der synes det er fedt?

Jeg synes det er en tilsnigelse at kalde denne video for interaktiv. Definitionen på interaktion er når to eller flere genstande har en indvirkning på hinanden. I videoen kan jeg muligvis bevæge kameraet en smule, men mine handlinger påvirker hverken musikken eller handlingen. Jeg er stadig kun en tilskuer og ikke en påvirker. Er en YouTube-video så også interaktiv, fordi man kan skrue op og ned for lynden og sætte filmen på pause?

Teknologien kan så meget mere end det, der demonstreres i videoen fra Red Hot Chili Peppers. Jeg håber derofor ikke at dette bliver standarden for interaktive musikvideoer fremover. Et eksempel på en musikoplevelse, der byder på mere reel interaktion er Björks iPad-applikation Biophilia. Ikke alene bevæger men sig frit rund i noget, der minder om et stjernesystem (Og ikke kun fra side til side), men man inviteres også til at påvirke selve musikken igennem små spil og lege, når man hører den.

Hvis man er glad for Red Hot Chili Peppers, er videoen sikkert god, men når man som jeg, lokkes til at se den under dække af at den er interaktiv, bliver man skuffet og irriteret. Døm selv:

Related Posts:

• Bear 71 – Kan en dokumentarfilm være interaktiv?

Ifølge huffington Post er der mere end 350.000 versioner af af Adeles hit “Rolling in the Deep” på YouTube. Det er et svimlende tal, der både siger noget om Adeles popularitet og hendes fans behov for at eksponere sig selv og deres talent.

YouTube-brugeren Zapatou alias Luc Bergeron fik den simple ide at udvælge de bedste af videoerne og klippe dem sammen til én musikvideo. Således optræder 71 forskellige sangere i YouTube-filmen. Selvom lyd- og billedkvalitet er svingende og der et par gange går lidt kuk i tonearten er resultatet både sjovt og imponerende.

IndlægsBillede via vectorportal.com

Related Posts:

• Video Killed The Radio Star
• Pomplamoose – Et anderledes online markedsføringkoncept
• Rasmus Thude – Viral effekt, god timing og Justin Timberlake.

Med mit sædvanelige kritiske forbehold overfor prangende grafiske udlægninger af statistiker, vil jeg gerne anbefale denne alligevel. Det er et hurtigt fix af aha-tal om internettet og det er der nogen af os, der har brug for (Hvilket er en statistik modellen elegant springer over).

En styrke, der kvalificere netop denne infografik er angivelsen af kilder til sidst.

Via dailyinfographic.com

Related Posts:

• Infographic: Hvilke sociale relationer synes musikere er mest værdifulde?
• Infographic: Den sociale handels psykologi
• Fremtiden indenfor markedsføring og sociale medier

Star Wars Uncut er et fanskabt remake af kultfilmen Star Wars fra 1977. Det er den med Luke Skywalker og den åndedrætsbesværede Darth Vader. Du kender den sikkert godt. I små biddet på 17 sekunder har fans fra hele verden genskabt filmen i sin fulde længde. Det er ikke alene en imponerende bedrift og et godt eksempel på croud sourcing, men et underholdende stykke onlinekultur.

Du tænker måske at man skal være meget stor fan af Star Wars for at komme igennem alle 120 minutter eller at man skal have en særlig  interessere for gør-det-selv-genskabelser af film, men det er ikke tilfældet. Det er en stor oplevelse at se filmen og der er mange gode grin indlagt, som ikke var med i originalen.

Filmen har selvfølgelig ikke fundet vej til bloggen på grund af sin underholdningsværdi alene. Den er nemlig et skoleeksempel på fænomenet crowd sourcing - Outsourcing til masserne. I dette tilfældet har fans via en hjemmesiden kunne gjort krav på 17 min af filmen, som de derefter genskabte efter bedste kreativitet og resurser til rådighed. Det er nu blevet til en hel film 2 timer lang. Fra amatøroptagelser i børneværelset til professionel udseende computeranimationer. Fra japansk, spansk og Skotsk til sang og volapyk.

Det er et fascinerende projekt, der kun er muligt i kraft af internettet. Det beviser endnu en gang at mennesker gerne vil være fælles om projekt i cyberspace og der kan komme selvstændige værker ud at det. Den beviser at kunst og kultur sagtens kan foregår på de sociale mediers præmisser. Jeg tror det har være sjovt og underholdende at være med til at og jeg fortryder at jeg ikke selv var det.

Se hele filmen nedenfor eller besøg www.starwarsuncut.com.

.

Related Posts:

• Bear 71 – Kan en dokumentarfilm være interaktiv?
• En sang om dagen som et alternativ til det traditionelle album.
• Om kultur, oplevelsesøkonomi og det nye medielandskab

Nu hvor jeg har din opmærksomhed, vil jeg gerne reklamere for bloggens facebookside. Jeg har ikke noget at sælge, så jeg skammer mig ikke over at reklamere for den. Jeg finder dagligt store mængder af musik og hobevis af videoer jeg gerne vil dele – meget mere end jeg har tid til at skrive om på bloggen. Det der ikke bliver tid til, der ikke nødvendigvis er det dårligste, deler jeg i stedet på facebook. Grunden til at jeg gerne vil have dit ‘synes godt om’ er selvfølgelig af hensyn til min selvtillid og forfængelighed som blogger, det indrømmer jeg gerne, men det er også fordi det er sjovere at dele noget, når der er nogen at dele det med. Jeg garanterer fuld anonymitet. Ingen behøver at vide, at du har fundet siden via et indlæg om nøgne damer.

Om Cavemen.

Det er egentlig tarveligt at starte indlægget på den måde. Videoen herunder er hverken vulgær eller pornografisk, men derim0d smuk og stemningsfuld. Instruktøren er sluppet afsted med nogle effektfulde undervandsoptagelser, der er både smukke, magiske og lidt uhyggelige. Cavemen er et femmandsorkester fra New York. De har eksisteret siden 2010 og udgav debutalbummet Coco Beware  i 2011, hvor begge nedendelte sange er at finde. Jeg har lyttet nogle gang til albummet den sidste uges tid og kan godt stå inde for den. Nøgenhed eller ej.

Caveman @ Spotify

cavemantheband.com

facebook.com/CavemanBand

Bered dig på at læse noget positivt. Jeg er helt blæst væk af denne video. I århundrende har musikere og instrumentbyggere forfinet musikens lyde, øvet sig utallige timer på kedelige skalaer og jagtet den perfekte klang udi det absurde, men uden held. Min opmærksomhed fanges sjældent af det forfinede. Ind fra højre kommer en HP Scanjet 3P. Den er ikke beregnet til at spille musik, den har ikke øvet sig og den besidder hverken sjæl eller følelser og pludselig hører jeg efter. Griner, men hører efter. Lydene i denne video er både provokerende og sjove, men gør også krav på en unik æstetik. Øret er pirret og koncentrerer sig pludselig om det den hører, hvilket i virkeligheden sjældent sker. Det meste musik er i mit perspektiv baggrundsmusik – også det jeg deler her på bloggen. Ophavsmanden har jeg ikke fundet megen informationer om. Han gør ikke krav på sin berømmelse og det er ubegribeligt.   Der er et link til en Facebook-siden sidst i indlægget. Klik og støt.  

facebook.com/PURETUNE

Lad os lige få det formelle overstået, så jeg kan komme til det med taleboblen. Videoen her er med den charmereden St. Vincent aka Annie Erin Clark. Sangen hedder “Cheerleader” og er fra albummet Strange Mercy fra 2011. Videoen god, sjov, interessant, helt ny og i høj grad værd at dele for både lyd og billeder.

Jeg bruger bloggen her til at øve mig i at skrive. Jeg vil gerne præsentere nye musikalske oplevelser for læseren og tilbyde baggrundsviden i det omfang jeg er i stand til at frembringe den, men selve teksten er også vigtig. Der er mange musikblogs derude og vi konkurrerer om relativt få læsere. De fleste blogs er skrevet af lynhurtige og ihærdige unge aktualitetseksperter med masser af fritid. Dem kan og vil jeg ikke konkurrere med. Jeg må altså tilføre indlæggene en ekstra dimension, hvis jeg ikke vil forsvinde helt i det store cyberspace. Det forsøger jeg at gøre med det jeg skriver og måden jeg skriver det på. Ikke kun med ordene, selvom det er dem jeg gerne vil øve mig i at bruge, men også med skæve vinkler, selvscenesættelse, humor og overraskelser.

så hvorfor en taleboble?… Jeg beklager, men det er bare et kneb. Jeg ville skrive noget i overskrifte, der gjorde dig nysgerrig. Hvis du er kommet hertil i teksten har det virket. Jeg kiggede på billedet, der er et stilbillede fra videoen, og tænkte “Det kunne i grunden være sjovt, hvis der var en taleboble ud for St. Vincents mund. Hvad ville hun mon sige?“. Du skal selvfølgelig være mere end velkommen til at forestille dig at hun siger noget. Du må også gerne skrive det i kommentarfeltet, hvis det hjælper på din kreativitet.

St. Vincent – Strange Mercy @ Spotify

http://www.ilovestvincent.com/

Jeg har en irriterende svaghed for indadvendt skovmandsmusik som det Will Stratton laver. Irriterende fordi det gør mig nem at sætte i bås. Skægget, filosofiuddannelsen, de ternede skjorter og samlingen af Neil Young Albums – her er jeg. Jeg gør hvad jeg kan, for at udfordre min smag. Jeg tager på lange lytteekspeditioner dybt ind i fremmede genrer og stilarter. Jeg går på opdagelse i musik jeg næste ikke kan holde ud at lytte til. Jeg læser og diskuterer. Jeg vil ikke være så nem at regne ud, men det er jeg altså nogle gange.

Jeg vidste næsten med det samme, at Strattons musik ville falde i min smag. Jeg prøvede at beslutte mig for ikke at kunne li’ det, men det virkede ikke. Det ville jo også have være dumt, for hvorfor benægte sig selv en god oplevelse på grund af et dumt princip, som ikke at ville sættes i bås.

Allerede efter få toner (Og jeg har lyttet meget i mellemtiden) kunne jeg mærke min bås omkring mig. Jeg fandt musikke både velspillet, roligt og nærmest porøst i sin lyd og der var ikke meget at gøre. Jeg overgav mig til min bås. Jeg fandt mig til rette der, hvor jeg åbenbart hører hjemme. Jeg trøstede mig selv ved at tænke at en bås ikke kun er noget man er nem at placere i, men også et trygt sted og et sted hvor man kan gemme sig fra den farlige verden af nye ting. I dette indlæg vil jeg derfor være at finde i min bås med Will Stratton i ørerne.

Will Stratton @ Spotifyf

willstratton.bandcamp.com

willstratton.com

Josh Tillman er tidligere trommeslager i Fleet Foxes – et band der har været svært at komme udenom, hvis du har kigget med her på bloggen. Tillman er nu, under pseudonymet Father John Misty, på trapperne med et debut-album. Første smagsprøve fra albummet, sangen “Hollywood Forever Cemetery Sings”, lover godt, selvom Tillman ikke stilmæssigt har bevæget sig langt væk fra sine skæggede venner i Fleet Foxes. Men hvad gør det, når sangen er så iørefaldende.  Under påskud af at det er musikmandag og at jeg derfor ikke behøver uddybe min anbefaling yderligere, vil jeg lade ovenstående stå alene.

Jeg skriver det som det er. Denne video er god. Den vil mig noget. Den er provokerende. Den får mig til at tænke og føle og den tegner et billede af et band, der vil mere med deres kunst, end at adsprede og underholde. Det er appellerende synes jeg. Der foregår noget skummelt, noget uetisk og noget ulækkert. Der adresseres ikke et specifikt debatemne, men seksualitet, alder og underkastelse er nøgleord.

Director: Lasse Martinussen
DoP: Nadim Carlsen
Editor: Nicolaj Monberg
Producer: Thor Brammer Jacobsen
Production Manager: Cathrine Bjørn
Wardrobe: Stephanie Loa Flindt
Make-up: Lone Bidstrup
Production Design: Anne Gry Skovdahl
Colourist: Virgil Kastrup
Production: Spoiled Productions

whomadewho.dk

Bob hund er tilbage og de er gode til at levere indhold til lige netop denne blog. Vi forstår hinanden, Bob Hund og jeg. Vi har samme smag i underspillet humor med et budskab og vi kan godt li’ når musikken ikke er for nem at kategorisere men at heller ikke for svær at lytte til. Jeg kunne fortsætte på den her måde. Jeg kunne skrive op ad stolper og ned ad vægge med langstrakte analyser af musikken, ironien, budskabet og alle de andre finurlige virkemidler, der gør produktet Bob hund så godt. Slige analyser vil jeg dog skåne læseren for her og blot at opfordre til selvsyn og selvhør af bandets nyeste video og første single fra det kommende album “Låter som miljarder”.

bobhund.se

Det er ikke ofte, hård guitardrevet rock finder vej til bloggen. Og da slet ikke den 90er inspirerede, post-grundgede af slagsen. Den oboservante læser vil vide, at jeg fra tid til anden ligefrem langer ud efter rock-genren. Jeg kan f.eks. finde på at skrive, at den skal forny sig radikalt eller overgive sig til sin skæbne som fortidsmusik. Fornyelse hører jeg ikke meget af på Mastodons nyeste album The hunter og alligevel er jeg ikke på et negativt ærinde i dag. Faktisk har jeg sat mig til tasterne for varmt at anbefale pladen. The Hunter er et habilt og veludført stykke rockhåndværk. Det bedste i lang tid.

Jeg ved ikke helt hvor filmen knækker for mig. Jeg modsiger jo mig selv. Heldigvis er der et bidskab at udlede. En pointe, som jeg ikke selv havde set, da jeg begyndte at skrive: Musik kan ikke sættes på formel! Genrer er, og vil altid være, et uperfekt forsøg på at ordne musikken. Vi har brug for orden og tilstræber det i mange sammenhænge, der ikke lader sig ordne. Ofte bryder musikken imidlertid ud af sin genre, overrasker os indenfor sin genre eller lader sig slet og ret ikke indfange i en genre. Det er der en grund til. Musikkens æstetiske sjæl lader sig nemlig ikke indfange og det er lige præcis, hvor jeg fejler, når jeg prøver at skriver noget generelt om rockmusikken. Jeg tror jeg har fået øje på en tendens, men bliver modbevist af mit øre. Mit øre får næsten altid det sidste ord i når det kommer til min musiksmag, uanset hvor hårdt jeg kæmper imod. Mit øre overtrumfer fornuften og trangen til orden og dikterer hvad jeg kan lide og ikke lide, også selvom jeg ikke havde ønsket eller regnet med at kunne lide det. Kære øre, tak for det! De situationer, hvor min spontane fascination af et stykke musik går i clinch med min intellektuelle forståelse er meget værdifulde. De får det til at kildre i og jeg vågner og koncentrerer mig om musikken, for jeg ved pludselig ikke helt hvad der foregår.

Nok af mit selvfede sludder for nu. Tillad mig nu at henlede opmærksomheden på musikken og videoen. Mit øre og mit øje, der nu også havde noget at skulle have sagt, fældede en positiv dom og hjernen fulgte snart efter. Om du kommer til at opleve det samme tør jeg ikke garantere, men for mig var det rejsen værd og jeg synes virkelig, videoen er et kig værd.

Mastodon – The Hunter @ Spotify

Hvis du følger med her på bloggen, vil du vide at jeg er meget glad for Feist. Ikke at du behøver følge med. Du er lige så velkommen til bare at besøge en enkelt gang. Du må selvfølgelig gerne komme flere gang, men jeg forventer det ikke. Altså, det er dejligt, når du kommer, bevares, men jeg bliver ikke ked af det, hvis dette er dit eneste besøg, hvilket jeg efter denne omgang overflødige fyld-tekst godt kan forstå. Altså: Hvad enten du kommer igen eller ikke og hvad enten du er her eller ej, så er jeg glad og du skal ikke føle dig presset til noget. Sådan.

Tilbage til Feist. Jeg bloggede også sidst hun udsendte en video fra sit nysta, og i min mening rigtig habile, album Metals. Dengang var det sangen “How Come You Never Go There”, der havde fået billeder til. Nu er det “The Bad In Each Other”. Videoen er egentlig lidt kedelig. Den er flot og alt det der, men selvom handlingen tydeligvis forsøger at være gribende og vedkommende, synes jeg den er ligegyldig og social-realistisk. Til gengæld er musikke så god, så jeg poster den alligevel.

 

Feist – Metals @ Spotify
Feist – MEtals @ WiMP

levios4:

gpoy

wizlaqueefa:

I AM PEEING OH MY GOD

deceptional:

ya

Musikparlamentets første debat i denne sæson, tager afsæt i en af efterårets store diskussioner: Fordeling af statsstøtte mellem rytmisk og klassisk musik.
Henrik Marstal har givet sit bud på nogle af de problemstillinger,  der er opstået på baggrund af fordelingen af statslige støttekroner. Som optakt til debatten den 23. februar på Huset i Magstræde, følger her et interview med ham.

Henrik Marstal, der både kan skrive musiker, forfatter og producer på CV’et, har ved flere lejligheder arbejdet med at forbinde rytmisk og klassisk musik. Han mener, at der i de senere år er opstået et større støttebehov inden for den rytmiske branche, som vi er nødt til at tage alvorligt.

- Modstillingen mellem klassisk og rytmisk har institutionelt set et historisk afsæt og eftersom bevillingsgrundlaget kun har ændret sig en smule siden dengang, er det nødvendigt fortsat at minde om hvorfor fordelingerne stadig er så skæve som de er.

‘Rytmisk musik’ er en dansk begrebskonstruktion, som især i 1970’erne blev et udtryk for en institutionel modvægt til den klassiske musik. Det har dog rødder helt tilbage til 1930’ernes kulturradikalisme, hvor rytmebegrebet fik en central rolle. Dette var blandt andet i kraft af den nye musikpædagogik der havde jazzen som inspiration.Siden 1990’erne har stadig flere musikere eksperimenteret på tværs af genreskel. Efterhånden som den rytmiske musik har fået samme status som den klassiske, har også flere lyttere navigeret ubesværet på begge områder. Denne sammensmeltning mellem genrene har dog ikke ændret på den opdeling, der institutionelt stadig finder sted mellem rytmisk og klassisk musik. En opdeling Marstal påpeger er moden til en revision:

- Det er mere hensigtsmæssigt at tale om en sondring der snarere går mellem ‘nutidsorienteret’ og ‘kulturarvsrelateret’ musik. Den sondring bakker jeg selv op om, og det er der mange andre i miljøerne der også gør.

Værdig til statsstøtte

Den rytmiske musik begyndte fra omkring 1970 at udnytte sit store kommercielle potentiale. Det er med tiden blevet en kulturbærende faktor og har også uden for musikverden været med til at danne en kulturel identitet.

Henrik Marstal mener, at musikområdet fra starten har været fuldt værdigt til at få statsstøtte, men ikke har haft behov for det i samme grad som nu.

- Store dele af den rytmiske musik er især i de senere år blevet frembragt af seriøse iværksættere, som har skabt musik af høj kvalitet og med internationalt potentiale. Alt dette berettiger i høj grad til statsstøtte, fordi staten har en forpligtelse til at medfinansiere tiltag af kulturbærende karakter, hvad den jo også gør i forvejen.

De senere år har branchen oplevet økonomisk krise og Henrik Marstal mener, at der nu er opstået et langt større støttebehov. Et behov som vi er nødt til at tage alvorligt, hvis den rytmiske musik stadig skal være seriøs leverandør til dannelse af danskernes kulturelle identitet.

Behovet for flere støttekroner frembringer et spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra og hvem der skal betale prisen. Det er i sidste ende en politisk beslutning, men Henrik Marstal har alligevel for nyligt forsigtigt foreslået, at man gradvist reducerer støtten til landsdelsorkestre og basisensembler:

-Det fremgår af pengestrømsanalysen fra december 2010 at disse orkestre og ensembler kun i meget ringe grad arbejder med fundraising, lokale sponsorer og donationer, sådan som andre dele af kulturverdenen har gjort længe. Samtidig er egenfinansieringen for orkestrene blot omkring ti procent, mens det for basisensemblerne er det halve. Og her er det jeg tænker: Det må altså kunne gøres langt bedre, også selvom der kan være tale om meget dyre produktioner for et begrænset publikum.

Vi skal brande Danmark

Henrik Marstal udtaler, at den ekstra statsstøtte skal bruges til at udbygge live-området og støtte albumindspilninger. Det skal kunne være muligt at opretholde et højt niveau, uden at musikere, teknikere og producere skal arbejde gratis i flere måneder.

Desuden vurderer han, at eksport af dansk musik skal være et prioriteret indsatsområde. Her skal der ikke blot gives mere støtte, men også mulighed for at opnå iværksætterydelse og lavt forrentede finansieringslån. Dansk musik har et stort eksportpotentiale og der skal flere midler til, for at skyde tingene i gang.

- Vi skal op i et helt andet gear – og med lidt held ville det kunne give dansk kvalitetsmusik mulighed for at brande Danmark positivt, måske endda hive nogle ekstra skattekroner hjem i kraft af fx øget turnevirksomhed for danske bands.

Dette vil give mulighed for at udvide musikernes arbejdsområder og på den måde også få flere fuldtidsprofessionelle. Noget som Henrik Marstal mener vil gavne bredden herhjemme enormt.

- Forresten tror jeg også at det klassiske musikliv ville blive genstand for større opmærksomhed fra udlandet, hvis rytmisk musik kunne komme på banen for alvor.

Debatten fortsætter den 23. februar i Huset i Magstræde, hvor der vil være fokus på forholdet mellem rytmisk og klassisk musik.

Relaterede indlæg:

• Konference på Rytmisk Musikkonservatorium d. 6. maj
• Har den rytmiske musik overhovedet brug for mere støtte?

(Sidste års vinder Joakim Rex. Fotograf: Anders Kruse Aagaard)

Musikparlamentet, Musikzonen og Spot Festival præsenterer for tredje år i træk en konkurrence med fokus på innovation og nytænkning i musikbranchen. Beskriv et koncept der tilfører merværdi igennem en innovativ kobling af musik og virksomheder der udbyder oplevelser og deltag i konkurrencen om 10.000 kr, samt muligheden for at præsentere din idé for den danske musikbranche på SPOT festival.

Musikken & oplevelsen

Musik er et magtfuldt middel som til tider kan fremkalde stærke følelser og stemninger hos lytteren, ligesom den minder om billeder og oplevelser. Derfor er det også oplagt at kigge nærmere på hvordan man kan bruge musikken i markedsføringen af oplevelsesprodukter. Hvad end det er indenfor turisme, mode, kunst, eller noget helt fjerde, vil den rette sammenkobling af musik og oplevelse kunne føre til en værdifuld synergi.

Det er op til dig og din kreativitet (eller måske en du kender?) at komme på netop den idé, som vil kunne skabe denne sammenkobling.

Vind 10.000 kr. og værdifuld sparring

Foruden en kontantpræmie på 10.000 kr. vil de tre finalister også dyste om en masse værdifuld rådgivning, som i sidste ende skal kunne hjælpe vinderprojektet på vej mod realisering. Desuden vil de tre udvalgte finaleprojekter alle få billetter til Spot Festival 2012, hvor idéerne vil blive fremlagt for den samlede danske musikbranche.

Dommerpanel og bedømmelse

De indsendte idéer vil blive bedømt af et kompetent dommerpanel bestående af Lisa Klint (direktør for Musikzonen), Michael Møller (musiker og vinder af DMAs innovationspris), Nis Bøgvad (leder for media afdelingen i Musikforlaget Wilhelm Hansen), Peter Mørk (direktør for Volcano Concepts), Katja Moesgaard (direktør for DBU A/S) og Piet Breinholm (bestyrelsesmedlem i ROSA og SPOT Festival).

Konkurrencen er primært henvendt studerende og iværksættere, men alle er velkomne til at indsende et bidrag. Hvis du sidder og gemmer på et gyldent koncept, der lever op til ovenstående, så fat pennen og send dit bidrag til os.

Sidste års vinder

Sidste år var opgave at skabe et koncept, der kunne gavne eksporten af dansk musik. Vinderen af konkurrencen blev kaospiloten Joakim Rex og hans crowd-sourcing-koncept PresentedByME – en international service hvor fans kan gå sammen om at få deres udenlandske favoritband til byen. Læs mere om konkurrencen og Joakims idé her.

Innovationskonkurrencen præsenteres i samarbejde med Musikzonen, Spot Festival, Lund Elmer & Sandager, Yourwaves og Væksthus Hovedstadsregionen.

For mere information om Innovationskonkurrencen – klik her

.

Relaterede indlæg:

• Innovationskonkurrencens vinderkoncept: Alle kan blive bookere
• Innovationskonkurrencen 2011 – Optakt til finalen
• Musikparlamentet på SPOT festival 2011
• Innovationskonkurrencen: Bacon på kassettebånd
• Musikparlamentet lancerer nyt showcase-tiltag under navnet Liveparlamentet

(Foto: Bigbirdz)

I sidste sæson var Musikparlamentet klar til at lægge musikbranchen i graven. Vi gjorde i hvert fald et forsøg. Det lykkedes ikke. Det var der for mange ildsjæle, tjekkede branchefolk og engagerede publikummer til.

Nu tager vi skeen i den anden hånd og siger: “Hvis branchen ikke er klar til at gå i graven, så stop klynkeriet, og gør noget!” Nej, der er ikke mange ressourcer. Det er efterhånden et faktum, men hvad skal vi så gøre? Sidde og tude over det, eller skal vi komme ud over rampen?

Med det udsagn starter vi endnu en sæson i fremskridtets tegn. En sæson vi er stolte af at præsentere i samarbejde med Rytmisk Center og hvor vi byder på masser af god debat, blogging, musik og en innovationskurrence.

Torsdag d. 23. Februar – Rytmisk og klassisk musik

Der har i løbet af efteråret, særligt siden Uffe Elbæks tiltrædelse som Kulturminister, været diskussion af klassisk musik vs. rytmiske musik. Debatten har handlet om fordelingspolitik og har startet en unødvendig fejde imellem de to. Derfor vil Musikparlamentet i forbindelse med offentliggørelsen af Musikhandlingsplanen gå dybere ind i forholdet eller misforholdet imellem rytmisk og klassisk musik. Panelet vil bestå af brobyggere imellem genrerne, teoretikere og udøvende musikere.

Torsdag d. 29. marts – Tør øjnene og se musikkens muligheder

Til dette arrangement vil vi gerne udfordre os selv og vores format. Derfor går vi sammen med Livelaboratoriet og projektet Lydkultur for at give publikum en ’særlig’ oplevelse. Det skal handle om hvad musikere og livearrangører netop kan gøre for at give deres publikum en særlig oplevelse, som er værd at betale for. Vi håber på den måde at give inspiration til, hvad man rent faktisk KAN gøre i stedet for at give op og tude over, hvad man ikke kan pga. manglende ressourcer. 

Torsdag d. 26. april – Myter i musikbranchen

Undskyldningerne for den manglende succes for musikere og branchefolk er mange. Alle taler om skjulte regler, aftaler under bordet og rockmyter, man skal leve op til for at slå igennem. Men er der noget om snakken? Med sæsonens afsluttende debat håber musikparlamentet af be- eller afkræfte nogle af myterne og forhåbentligt skabe mere gennemskuelighed for alle.

Andet

Ud over vores egne tre arrangementer, vil vi være at finde på Dansk Lives forårsseminar, på SPOT festival hvor vi igen i år kårer vinderen af vores forestående innovationskonkurrence. Vi dukker også op på Gimle Soundtjeck Festival. Derudover glæder vi os til at præsentere spændene ny vækstlagsmusik i Liveparlamentet samt flere blogindlæg, interviews og nyheder på musikparlamentet.dk.

Duk dig ikke, duk op!

Relaterede indlæg:

• Innovationskonkurrencen 2011 – Optakt til finalen
• Musikbranchens nye sugar daddy?
• Liveparlamentet præsenterer: No Hay Banda
• Liveparlamentet præsenterer: Balloon Magic
• Liveparlamentet præsenterer: Drott & Marsk

De tre paneldeltagere i Huset i Magstræde. Foto: Torsten Kjær

Torsdag den 15. december åbnede Musikparlamentet og Rytmisk Center dørene for sidste gang i år og bød indenfor til debat. Som afrunding på efterårets emne: “Død i Musikbranchen” var aftenens spørgsmål om dele af musikbranchen skulle lægges i graven og hvad der i så fald skulle bringes ind som erstatning. I panelet sad Christian Have (Direktør i kommunikationsbureauet Have Kommunikation), Mikkel DeMib Svendsen (SEO-ekspert, stifter af deMib.com) samt Torsten Larsen (Frontmand i bandet Larsen & Furious Jane).

Afslutningen på sæsonens tema ’Død i musikbranchen’, dannede rammen for en diskussion, hvor paneldeltagerne fik lov til at fjerne hvad de ville fra musiklandskabet, for i stedet at erstatte det med noget nyt. Derfor sad alle blandt publikum spændt med øjnene rettet mod podiet, da de tre i panelet hver især fik lov at give deres bud på, hvilke grene der skulle fjernes fra musikbranche-træet.

Fra første færd var der bred enighed i panelet om, at slå hårdt ned på pladeselskaberne. Torsten Larsen mente, at de som branche er blevet overflødiggjort af den teknologiske udvikling. Derfor vælger de nu at satse på korte kontrakter med x-factor stjerner, hvor der ikke skal bruges penge på udvikling og langsigtede markedsføringsstrategier.

- Hvor pladeselskaber før spottede og opdyrkede talenter, så har de nu en rådgivende rolle og den rådgivning handler tit om at få kunstneren til at kaste et så stort beløb efter sin drøm som muligt.

Torsten Larsen mener at pladeselskaberne udnytter folks tørst efter at blive set og hørt, med så lille en risiko som muligt.

Mikkel DeMib bakkede op om kritikken ved at påpege, at pladeselskaberne er gået fra at få ca. 95% af indtægterne, til nu (bl.a. i kraft af spotify) næsten at få 100 %.

- Det er sidste øjeblik hvor artisterne kan tage fat i denne transformation, tage magten og beslutte hvad der skal ske med deres værker fremadrettet og hvordan pengene skal fordeles. Jeg vil da klart anbefale at det går i retning af at I skal have nogle flere af pengene, i stedet for færre, som det er sket nu.

Dette pegede mod en fremtidig model, som Mikkel Demib foreslog kunne være på kunstnernes præmisser. De skal selv kunne bestemme hvilke elemeter de har brug for og hvad de som musikere selv kan gøre. En form for menukort model, hvor man kan vælge til og fra.

Stemningen til debatten var intens. Foto: Torsten Kjær

Kongerigerne må forenes

Christian Have udtalte, at den nye medierevolution har gjort, at der i dag er kommet andre behov fra artisterne. De nuværende platforme er fastholdt i nogle mønstre, som ikke længere kan forenes med virkeligheden. Derfor skal mange af de gamle platforme ændre sig, hvilket kan skabe en masse nye muligheder.

Der er behov for mere synlighed og nogle platforme som har et netværk, hvor man kan komme i forbindelse med nogle nye målgrupper. For at det kan lykkedes, bliver der nødt til at blive skabt et branche-fællesskab.

- Vi er i en transformation lige i øjeblikket, hvor vi skal have ændret en række af de strukturer og kongeriger som er i musikbranchen. Det er utroligt hvor mange kongeriger der er og hvor lidt man kan arbejde sammen på tværs i branchen som sådan.

Christian Have sammenlignede denne ændring i musikbranchen med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1455, som var en væsentlig faktor i den videnskabelige revolution. Han mente at man bliver nødt til at være positiv indstillet over for forandringerne og gøre sig sine erfaringer. Der skal skabes en helt ny businessmodel.

Så forær det væk

Mikkel DeMib påpegede, at som et led i den nye medierevolution, kan det også være nødvendigt at tænke på nye indtægtskilder. Forretningsmodellen som siger, at man kan tjene penge på et pladesalg eller downloads er død – inden for nærmest alle produkter. Det er simpelthen umuligt at opretholde ophavsretten.

- 99 % af de udgivende kunstnerne har aldrig tjent penge på at udgive en plade. Så forær det væk.

I sidste ende handler det jo om at tjene penge, for at kunne opretholde produktionsintensiteten. Derfor skal der brydes med de traditionelle rammer, hvor det er musiksalget som indbringer pengene. I stedet skal der søges alternative indtægtskilder, så som koncerter. Der skal nytænkning til på alle niveauer, lige fra indpakning til levering og prissætning.

Christian Have fremhævede, at vi bliver nødt til at investere i musikken og turde at have store visioner.

- Vi skal stoppe med at snakke om hvordan musikbranchen skal dø, men hvordan den skal fødes.

Relaterede indlæg:

• Spændende debat om død og genopstandelse i musikbranchen
• Debat om Public Service: DR i orkanens øje
• Debat om musik og Public Service: Dør musikken for åben skærm?
• Hvad er kunst – provokation, æstetik eller begge dele?
• Spot Festival i den varme stol

Louise Tækker og Jonas Linnet har betydelig erfaring i musikbranchen fra bands som Lupus og Sterling, men siden 2007 har projektet No Hay Banda haft de to musikeres fokus. På en kold novemberdag møder Liveparlamentet Louise i duoens base dybt ude i Valby, hvor man normalt ikke lige svinger forbi til en kop kaffe.

Det er en afklaret og målrettet Louise Tækker, der byder velkommen til en snak om No Hay Banda og hvilke udfordringer og drømme hun og Jonas Linnet har for projektet. Siden Louises tidligere band Lupus blev opløst i 2007, har Louise og Jonas arbejdet sig tættere og tættere på hinanden. Oprindeligt skulle Jonas blot hjælpe til med produktionen, men han blev mere og mere involveret, og No Hay Banda kan i dag med rette kaldes en duo.

DIY for alle pengene

Indtil videre er kulminationen på samarbejdet udgivelsen af deres første album Wow & Flutter, som er udgivet udelukkende på LP på deres eget pladeselskab. Louise forklarer, at de stod med ti sange som havde en distinkt kontrast: fem af sangene var introverte og mørke, mens de resterende var uptempo og ekstroverte. Da albummet blev afvist hvor end de prøvede at få den udgivet og distribueret, besluttede Louise og Jonas at gå hele vejen på egen hånd.

Det har resulteret i en helt igennem konceptualiseret plade bundet op på kontrasten mellem den mørke og lyse side. Derudover har No Hay Banda en fantastisk gennemarbejdet hjemmeside som præsenterer det samme visuelle udtryk som LP’en. Udtrykket har kunstneren Sigrid Astrup kreeret ved oliekridtskravering.

Et live-kompromis

Udover arbejdet med produktion, udgivelse og distribution har det været en omvæltning for Louise og Jonas, begge to med rockbaggrund, at skulle vende sig til at spille live uden backtrack. Det var en omvæltning som krævede en blækspruttes anatomi og en kvindes simultankapacitet. Sidenhen er deres liveoptræden blevet tilpasset, Lasse Herbst er kommet med på trommer når de spiller live, og No Hay Banda har fundet et kompromis, som ikke går ud over det musikalske indtryk de gerne vil efterlade.

Efter at have klaret alt selv – noget som de har lært meget af – vil No Hay Banda nu gerne fokusere på musikken. Liveparlamentet vil derfor skabe kontakt til relevante branchepersoner, som ser samme potentiale i No Hay Banda, som Liveparlamentet gør, og som kan varetage de forretninsmæssige og logistiske aspekter af deres virke. Endelig drømmer No Hay Banda om at spille support for en etableret kunstner, gerne i forbindelse med deres anden langspiller som Louise og Jonas arbejder på for tiden.

Se No Hay Banda i Liveparlamentet 15. december i Huset i Magstræde fra kl 21:00.

Læs mere om hele arrangementet her

Relaterede indlæg:

• Liveparlamentet præsenterer: Balloon Magic
• Liveparlamentet præsenterer: Drott & Marsk
• Musikbranchen er enden nær – eller hvad?
• Liveparlamentet præsenterer: Mammut Is In Love
• Den rytmiske musik skal ‘Op På Beatet’

Foto: Rasmus Bjørn Dahl

På en regnfuld fredag eftermiddag bød Wake Me For Coffee på kaffe og en snak om musik, drømme og det at tage nogle velkendte komponenter og sætte dem sammen på en ny måde. Thorbjørn Nyander Poulsen er manden bag projektet, der vil være mere end blot et band – Wake Me For Coffee er et brand.

Det begyndte som et soloprojekt, men da Wake Me For Coffee blev tilbudt en plads i P3’s Karrierekanonen var det nødvendigt at samle et band, der kunne spille musikken live.

- Jeg havde jo indspillet en hel plade selv, men nu skulle den pludselig spilles live, og det kunne jeg trods alt ikke gøre alene. Selvom det kun blev til en enkelt koncert, så var det et skub i den rigtige retning – og det var en fantastisk koncert i Harders i Svendborg, siger Thorbjørn.

Udover at være med i P3’s Karrierekanonen har Wake Me For Coffee også været udvalgt som case i DR2-programmet Landeplagen. Her blev nummeret Baby Burrito udsat for både kritik og gode råd. Derudover blev nummeret vurderet af blandt andet Christian Backman fra Copenhagen Records og P3’s Lars Trillingsgaard, der begge kunne høre hit-potentiale.

Et æble kan også være et low-pass-filter

Wake Me For Coffees musikalske univers byder på stærke grooves, gode melodier og fængende hooks, og så bliver musikken ofte spillet med Thorbjørns hjemmebyggede instrumenter, som eksempelvis hans 1-bit akkordeon-synthesizer. For Thorbjørn er trangen til at lave nye teknologier til musikken ustoppelig. Det handler om at tage noget eksisterende, splitte det op og bruge det på en ny måde:

- Det at skabe en ny brug af en teknologi, skaber i sig selv en ny teknologi. En pose kaffe kan også være et stykke musik og et æble kan også være et low-pass-filter. Jeg har en tro på, at det at tænke på musikken på en ny måde teknologisk har en form for gennemslagskraft, uddyber han.

Udover at bygge musikinstrumenter og skrive potentielle landeplager arbejder Thorbjørn også på at få stablet en kaffedistribution på benene med kvalitetsbønner fra Kenya. Derudover har han ambitioner om at tilknytte workshops til sine koncerter, hvor interesserede kan få undervisning i alternativ brug af kendte teknologier. På den måde er Wake Me For Coffee stille og roligt ved at samle sig i et flerdimensionelt brand, men lige nu og her er det vigtigste at få musikken ud til folket. Albummet ligger klar, den sidste streg er ved at være tegnet til artworket og Wake Me For Coffee har kuglepennen klar til at lave en distributions- og promotionaftale.

Mød Wake Me For Coffee og oplev nogle af de hjemmebyggede instrumenter i Liveparlamentet d. 15. december i Huset i Magstræde.

Læs mere om hele arrangementet her

Relaterede indlæg:

• Liveparlamentet præsenterer: No Hay Banda
• Spændende debat om død og genopstandelse i musikbranchen
• Liveparlamentet præsenterer: Balloon Magic
• Liveparlamentet præsenterer: Drott & Marsk
• Debat om musik og Public Service: Dør musikken for åben skærm?

.

Musikparlamentet og Rytmisk Center inviterer denne aften på en essentiel debat, hvor vi stiller spørgsmålet: 
Skal noget dø i musikbranchen for at andet kan leve? Og i så fald – Hvad skal væk i musikbranchen? Og hvad skal det erstattes af? Efter debatten blænder vi op for Liveparlamentet og de to udvalgte bands No Hay Banda og Wake Me For Coffee. Det hele finder sted torsdag d. 15. december kl. 19.00 i Huset i Magstræde.

Døden i musikbranchen – i et større perspektiv

Musikparlamentet har i løbet af efteråret sat fokus på ”Døden i musikbranchen”. Vi har været omkring nogle konkrete emner – festivaler, blogs og public service, og nu vil vi slutte sæsonen af i et større perspektiv. Vi har derfor samlet et panel af skarpe profiler, der kan hjælpe os med at svare på, om dele af musikbranchen burde lægges i graven – og i så fald hvilke? Spørgsmålet er hårdt, men vi håber, det kan bane vejen for en konstruktiv debat om, hvad der så kan/skal sættes i stedet.

Digitalisering, forandrede forbrugsvaner og et ændret kultursyn har ændret musiklivets økosystem drastisk det seneste år. De store pladeselskaber og bookingbureauer smelter sammen og bliver hele tiden udfordret af en voksende skare af DIY musikere og bands, der i kraft af digitale distributionskanaler formår at finde frem til sit publikum udenom den traditionelle, etablerede musikbranche. Det er derfor vigtigt at tale om nye forretningsmodeller, nye distributionsformer og nye forbrugsmuligheder, og det vil Musikparlamentet gerne være forum for.

Vi giver derfor panelet lov til at agere branche-ingeniører for en aften og lader dem fjerne lige, hvad de vil fra musiklandskabet, under forudsætning af, at de erstatter det med noget nyt. Målet med debatten og tankeeksperimentet er at skabe nye rammer for en debat, der er både vigtig og presserende – nemlig hvordan musikbranchen tilpasser sig den aktuelle virkelighed bedst muligt.

Panelet består af:

• Christian Have (Direktør i kommunikationsbureauet Have Kommunikation, der især har fokus på kultur og underholdningsbranchen)
• Mikkel DeMib Svendsen (SEO-ekspert, stifter af deMib.com m.m. Tidligere pladeselskabsejer og A&R mv. ved TeenTown, Virgin Records, Joyzone Recordings m.fl.
• Torsten Larsen (Frontmand i bandet Larsen & Furious Jan)
• Moderator er Andreas Marckmann (Webredaktør på journalisten.dk)

Oplev to spændende upcoming bands i Liveparlamentet
Umiddelbart efter debatten fortsætter aftenen med Liveparlamentet, som stolt kan præsentere to bands, der har potentialet til at komme langt. Denne aften er det No Hay Banda og Wake Me For Coffee.

No Hay Banda
Den københavnske duo No Hay Banda består af Jonas Linnet, som er guitarist og sangskriver i Sterling, og Louise Tækker, der blandt andet har sunget og spillet guitar i hedengangne Lupus. De spiller en blanding af elektronika, pop og indie, og de udgav deres debutplade Wow & Flutter i september i år, hvorfra vi har fået singlen ”Inventing A Machine”. Udover at indspille debutalbummet har duoen haft et aktivt turnéliv, og har spillet koncerter i Berlin, New York og København.

Wake Me For Coffee

Wake Me For Coffees musikalske univers byder på stærke grooves, gode melodier og fængende hooks, og så bliver musikken ofte spillet med hjemmebyggede instrumenter, som eksempelvis en 1-bit akkordeon-synthesizer. Wake Me For Coffee aka Thorbjørn Nyander Poulsen begyndte som et soloprojekt, men da Wake Me For Coffee blev tilbudt en plads i P3’s Karrierekanonen 2011 var det nødvendigt at samle et band, der kunne spille musikken live. Udover at være med i P3’s Karrierekanonen har Wake Me For Coffee også været udvalgt som case i DR2-programmet Landeplagen med nummeret ”Baby Burrito”.

Program:

18.30: Dørene åbnes
19.00-20.30: Debat
20.30-21.00: Networking
21.00: Liveparlamentet

Sted: Huset i Magstræde – Rådhusstræde 13, 1466 København

RSVP @ Facebook

Entré: 40 kr. for debatten eller Liveparlamentet. Adgang til begge
arrangementer koster 60,- kr. inkl. 1 øl/vand under Liveparlamentet

For mere information, kontakt venligst:

Line Ingberg Jepsen, PR-ansvarlig, Musikparlamentet
line@musikparlamentet.dk, 29 61 54 74

Relaterede indlæg:

• Afrundende debat: Musikbranchens død og genopstandelse.
• Liveparlamentet præsenterer: No Hay Banda
• Liveparlamentet præsenterer: Wake Me For Coffee
• Hvem skaber musikkens fremtid?
• Debat: Hvad ville du gøre hvis du var en musikbranche?

Denne aften i Aarhus tog stafetten op fra debataftenen ”Død i festivaldanmark”, der blev afholdt i København d. 20. oktober i år. Det var dog langt fra død, der var tale om, for i panelet sad repræsentanter fra festivaler, der alle har oplevet enten fremgang, eller har et loyalt publikum, der sikrer dem overlevelse.

Til den første gruppe hører Northside Festival, repræsenteret af booker John Fogde, og Mejlgade for Mangfoldighed, repræsenteret af arrangør Jonatan Spejlborg Jensen, og til festivaler med fast, loyalt publikum var Metal Royale og Smukfest, med Morten Bager og Claus Visbye i panelet.

Spørgsmålet er, hvad det er, disse festivaler gør, som virker så godt, og dette spørgsmål blev rettet til panelet. For Northside Festivals vedkommende er festivalen opstået ud fra en undren over, hvorfor der  ikke var en festival i Østjylland, der leverede lige præcis den vinkel, som Northside gør: en byfestival med større navne. Jonatan fra Mejlgadefestivalen kundgjorde, at han ikke vidste hvad det var, der var fascinationen ved Mejlgade for Mangfoldighed, men at han da gerne ville vide det.

Sammenhængskraft og kontakt med publikum er vigtig

En fællesnævner for de fire festivaler og deres succes kan siges at være, at de alle har formået at skabe loyale publikumsgæster, og at de står for noget publikum kan identificere sig med. Metal Royale er glade for de metalentusiaster, der tager til koncerter over hele landet for at opleve det de brænder for. Metal-festivalen arbejder med at skabe mere tiltrækning for folk på de tidspunkter hvor der ikke er musik, så publikum ikke forsvinder ud i byen for mad. Noget så simpelt som en pølsevogn foran Voxhall har hjulpet gevaldigt på øvrigt salg og opbakning.

Northside har etableret sig som så stærkt et brand i den korte tid de har eksisteret, at de kunne sælge 3.000 billetter i forsalg til 2012, uden at have et eneste navn på plakaten. John Fogde nævnte, at man har haft stor glæde af brugergenererede forslag fra frivillige og studerende, men at man samtidig insisterer på at forblive en byfestival:

- Det vigtigste for os forbliver musikprogrammet, ikke festen. Vi kommer ikke til at have et campingområde, hvor folk sidder omkring en kasse øl og hygger. Vi vil vedblive med at være en byfestival, der sender folk hjem at sove om natten.

Økonomisk krise – også i Østjylland

Denne succes for de østjyske festivaler kan lyde som en selvmodsigelse, når man tænker på den nyligt overståede debataften omkring festival-død i København, plus en nylig trykt artikel i Berlingske ved navn ”Danske spillesteder i dyb krise”. De danske spillesteder bliver her udråbt til verdens dyreste, og hvordan kan det nu være?

Panelet var enige i, at det ikke er helt let. Først og fremmest er ’hyldevarerne’ blevet dyrere. De store og hotte bands rundt omkring er bevidste om, at de kan udgøre en betydelig tiltrækningsfaktor for festivalen. En ivrig trang til at bruge rockmusik som brand i østjyske byer som Horsens og Herning har hjulpet til, at flere bands nu ser landsdelen som en guldmine med uanede ressourcer. Derfor florerer der mange friske bud på, hvor meget de selv synes de er værd, ofte presses prisen op til tre eller fire gange det originale bud.

Et vigtigt forsvar, som panelet opfordrede festival-iværksættere til at bruge, var at indgå eksklusiv-aftaler med deres større artister, så de er sikre på, at bandet ikke spiller et andet sted i landet lige bagefter. Ellers var det råd, der blev givet videre, simpelthen bare at springe ud i det, og give sig i kast med projekt festival.

Relaterede indlæg:

• Debat i Aarhus: Festivalmodellen til revision
• Musikparlamentet i Aarhus – Skal Aarhus ikke være kulturby hvert år?
• Den aarhusianske musikscene – skal Aarhus ikke være Kulturby hvert år?
• Hvor ligger fremtidens musikjournalistik?
• Debat i Århus – “Musikanmeldelsens fremtid”

Musikparlamentet i Aarhus inviterer til debat om festivalernes status og model med udgangspunkt i festivaler fra Aarhus og omegn onsdag den 30. november 2011 kl. 18.30. Det sker i vores nye base HeadQuarters i Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus.

Musikparlamentet arbejder som bekendt i dette efterår med den lidt makabre overskrift ”Musikbranchen er død – lad os bygge en ny” som overordnet rød tråd. Herunder hører naturligvis livemusikken, hvoraf festivalerne er en af de største grene.

Derfor er det interessant at tage fat på hvilke festivalmodeller, der holder – og hvorfor? Er et kvalitativt line-up nok? Har festivalerne en fremtid? Og er de festivaler, der i år har opnået succes, forbilledlige for andre festivaler? Eller hvad er det lige præcis, der er godt ved netop deres model?

Mange festivaler har tendens til gerne at ville vokse, men kan vokseværket være første spadestik til egen grav? Og er der i virkeligheden nogle gange for mange tilbud i forhold til, hvad forbrugerne efterspørger? Det er nogle af de spørgsmål vores panel vil blive konfronteret med, og vi er stolte af at byde et stærkt panel indenfor.

I panelet sidder:

• John Fogde (Talsmand/Booker – Northside Festival)
• Claus Visbye (Festivalformand/booker – Smukfest)
• Morten Bager (Bestyrelsesformand/Arrangør – Metal Royale)
• Jonatan Spejlborg Jensen (Bestyrelsesformand/Arrangør – Mejlgade for Mangfoldighed)

Efter debatten vil der være koncert med Pato. Martin ”Pato” Siebenhaar er en alsidig herre og har de seneste år blandt andet været aktuel med dj-projektet White Pony, ligesom duoen Trolle//Siebenhaar- med Ane Trolle, har været en af flere fremadvoksende grupper, hvor Siebenhaar har haft en finger med i spillet. I 2006 udgav han det engelsksprogede debutalbum “Music For Early Birds & Nighthawks”. Næste album bliver ligeledes under eget navn, men denne gang udgiver Pato for første gang et album på modersmålet. Albummet har fået titlen ”Ca. Lige Her”, og det skal blive spændende at høre, hvordan det tager sig ud live. Check Pato ud på Soundcloud.

Mikael Kærsgaard

Mikael kærsgaard erstatter Il Tempo Gigante til aftenens arrangement. Han har netop vundet karrierekanonen med sit soloprojekt Kites and Komets. Derudover turnerer han med bandet Munich og er tilmed livemusiker i Hymns From Nineveh. Se mere her.

myspace.com/kitesandkomets

Program:

18.30 Networking

19.00 Velkomst

19.05 Koncert med tba

19.35 Pause

19.45 Debat

21.30 Koncert med Pato

Sted: HeadQuarters, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus

Entré: 30 kroner

Tilmed dig på Facebook

For mere information, kontakt venligst:

Rune Schlosser, PR-Ansvarlig for Musikparlamentet Aarhus

rune@musikparlamentet.dk, 28 11 15 65

Relaterede indlæg:

• Festivaldebat: Østjyske succeshistorier trods krisen
• Keep it real med de sociale medier
• Musikparlamentet på SPOT festival 2011
• Musikparlamentet i Aarhus – Skal Aarhus ikke være kulturby hvert år?
• Den aarhusianske musikscene – skal Aarhus ikke være Kulturby hvert år?