Mikkel Skov Petersen
Twitter- Facebook
- LinkedIn
- JETSAM » Vraggods
- Denfri » Mikkel Skov Petersen
-
Tweets
- Analyseben #ordsamler
- Et indre billede jeg ikke magter RT @Leoparddrengen: I næste uge: Nonbo lader sig hænge op i brysterne i en teepee i 12 timer. #nonbogåramok
- Karsten Nonboe: Dum er eller politistats-liderlig småfascist? http://t.co/n2x5BugY #dkpol #idioti ping @denfri
- Lidenskaber, trekantsdrama! Dette blogindlæg har det hele: Drømmen om en nat - bare én nat! - med Blå Bjarne http://t.co/Jl8zP8rj #dkpolJan 25, 12 from web Reply, Retweet, Favorite
- RT @ernstpoulsen: Blogger: Kære Pressenævn: Internettet husker længere end 4 uger: http://t.co/9JdGZLni ping @smbrix
- MT .@pitor: Mens Apples ingeniører havde travlt med at udvikle iPhonen, brugte Nokia tiden på genistregen her. http://t.co/DrQYVDDm
- I har jo holdt dystermule hemmeligt for mig? Dystermule! #ordsamler #yndlingsord
- @aaannemette Ha ha :) Ja, det må nødvendigvis være rækkefølgen
- Grusomt ucharmerende faktisk RT .@aaannemette: Jep :-( RT "@kerns: Turns out, the Danish word for nipples is "breast warts". Huge bummer."
- @Leoparddrengen Slog det lige op i en analog, fysisk retskrivningsordbog, og jo, cg fremgår ligesom en række c-ord jeg ikke havde tænkt på
- @Leoparddrengen Jo, det var ordets tilstedeværelse efter skift af ordbog jeg sigtede til?
- @Leoparddrengen Der er da noget galt, hva? #saereord
- Ouch! RT @roberthendel: Imponerende, at SF's kommunikationsapparat er så meget mere ringe end Brøndby IF's ditto #dkpol #nyrehug
- Gisp!? RT @wordfeud: Dansk Sprognævn's "Retskrivningsordbogen" (Danish dictionary) is live on the Wordfeud servers now! http://t.co/NbgSzwDf
- Haps. RT @MikaelRomer: 'Medieflæsk og spin-frikadeller' (Pia Kjærsgaard i sit ugentlig nyhedsbrev om regeringens vækstudspil) #ordsamler
- @bripet @leoparddrengen Jeg ellers ministeriet for overtro er herligt rummeligt og dækkende. Magi er næsten lidt for sejt?
- RT: @Leoparddrengen: Nok det mest præcise, ja... RT @bripet: @Leoparddrengen eller ministeriet for overtro. <- Vedtaget.
-
Status
-
Info
- Partner and managing director JETSAM ApSOnline Media | Copenhagen Area, Denmark, DKSummarySerial entrepeneur.
Currently running my second start up - communications agency JETSAM. The first one - Monsun - is still in full effect 11 years after.
I'm also the founder of Danish grassroots web hub Modkraft.dk.
I've been working as a journalist, web editor, php/mysql-coder, project manager, business developer, production manager, press officer, communication advisor, PR consultant, new media consultant and online business developer.
Currently managing director, communications advisor, script writer and producer.
Goals: Bigger, wilder and more funSpecialties: Communication and media strategy, creative concept and text development, project management and writingExperience- Feb 2009 - PresentPartner / JETSAM ApSJETSAM is a communication advisory, concept development and film production company. Online is our home ground.
- Sept 2003 - PresentOwner / Rumko Holding
- Oct 2009 - Mar 2010Press and communication consultant / Koncern TV
- Apr 2005 - Feb 2009Press and communication officer / Red-Green Alliance, Danish Parliament
- Oct 2007 - Feb 2008PR consultant / Forlaget Frydenlund
- 2004 - 2005Sales and marketing consultant / Huset Mandag Morgen
- Sept 2003 - Oct 2005Production manager / Rumko EnterprisesWe co-produced the documentary Guerilla Girl with Zentropa Real
- 2002 - 2004Co-founder, co-manager / Modkraft MinimarkedWeb shop
- Sept 2000 - Oct 2004Co-founder, project manager / Mediesyndikatet MonsunBusiness development, management
- Sept 1999 - Aug 2003Founder, webeditor & developer / Modkraft.dk
- Aug 1996 - Sept 1999Writer / Propaganda Magazine
- Apr 1997 - Jan 1999Journalist / Socialisten Weekend
Education-
2009 - 2009Erich Pommer InstituteDigital Content Distribution
-
2006 - 2006Danmarks JournalisthøjskolePolitical communication
-
2003 - 2005Roskilde UniversitetscenterHumanistiske basisuddannelse
-
2003 - 2003Syddansk UniversitetStrategic communication
-
2002 - 2002Danmarks JournalisthøjskoleInformation journalism
-
1999 - 2000Danmarks JournalisthøjskoleWebjournalism
-
1995 - 1997Københavns UniversitetDanish
-
1994 - 1994Højskolen i SvendborgJournalism
-
1993 - 1994VUC ØresundHF enkeltfag in Philosophy & psychology
-
1990 - 1993Haslev GymnasiumStudent in Sproglig
Additional Information-
Websites:
-
Interests:Soccer and philosophy. Viral marketing, branded content, strategic communication, campaigning. Language.
-
Posts
- Dec 02, 11
JETSAM ved Mikkel har undervist et hold kommende projektledere fra Projektakademiet Imagine Nørrebro i pressearbejde/PR.
Projektakademiet præsenterer sig selv således:
Imagine Nørrebro, Projektakademiet er et kulturelt projekt, der har til formål at gøre Nørrebro til en endnu bedre bydel gennem kultur og uddannelse.
Imagine Nørrebro, Projektakademiet er inspireret af Imagine Chicago, et lignende projekt i Chicago i 1991. Målet var at skabe et Chicago med plads til alle i en by, hvor flere og flere unge fandt identitet i miljøer med vold, narko og bandekriminalitet. Med Imagine Nørrebro, Projektakademiet er formålet at få belyst, at Nørrebro er et fantastisk sted at bo, et sted med masser af ressourcer og tanker. Dette gøres ved at uddanne unge til at udvikle og lede byen i deres og borgernes ønskede retning. Projektet er støttet af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
- Nov 14, 11
JETSAM har leveret presse- og kommunikationsrådgivning til kunstprojektet TrashAid.
Projektet gik i al sin enkelthed ud på at foregive lanceringen af en virksomhed, der havde som forretningsnodel at indsamle husholdningsaffald i Danmark, for derefter at sende det til genanvendelse i Etiopien, med henblik på senere videresalg til Europa.
Når man ser nedenstående kampagnevideo burde det være indlysende for de fleste, at der var tale om et scam, der skriver sig ind i traditionen for culturejamming og reality hacking:
- Oct 11, 11
JETSAM har lavet PR og strategi for lanceringen af Christianias Folkeaktie i forbindelse med Fristadens overtagelse af området fra staten.
Og det gik da meget godt:
Folkeaktien fik oomtale hos Reuters og hos ABC News.
Brian Mikkelsen blev også aktionær, og det blev 91-årige Kai Lemberg også.
Ekstra Bladet skrev om folkeaktien, og det gjorde DR også .
Folkeaktien fik mange 1000′e likes på Facebook
Og den kan stadig købes her.
- Oct 04, 11
Valget er overstået, og JETSAM kan se tilbage på en fin eksponering af vore valgrelaterede produktioner.
Her omtale på ekstrabladet.dk og en anmeldelse af vores Hypnotisør-film på Information.dk.
Til sidstnævnte anmeldelse skal det indskydes, at Hypnotisør-serien var skrevet og filmet før Nykredit lancerede deres hypnose-reklamer.
- Aug 23, 11
JETSAM står bag idé, manus, instruktion og lyd af webfilm og biospots for Enhedslisten:
- Jun 28, 11
JETSAM har indledt samarbejde med det britiske start-up Social Live Radio om introduktion af deres live streaming værktøj i Skandinavien.
Social Live Radio bygger på soft- og hardware fra Noonan Media, der kort fortalt gør det muligt at distribuere live streaming af audio (og snart også video) via et enkelt link – inkl. på Facebook og Twitter. Systemet er ikke proprietært og understøtter de fleste codecs.
Anvendelsen er en no brainer og kræver (så godt som) ingen tekniske kompetencer. Tre kabler og et online interface, så kører du.
Playeren (der kan brandes) er reklamefri – med mindre man altså selv putter dem på.
Sådan kan den se ud (og der er desværre ingen live transmission lige nu):
Vi glæder os til at rulle projektet ud!
- Jun 27, 11
I den lettere afdeling har vi skrevet manuskript til denne lille sag:
- May 31, 11
Ovenstående udsagn kom fra Anil Dewan, director of new media hos KCRW, der er en Santa Monica-baseret radiostation affilieret med den amerikanske public service radio NPR (National Public Radio).
Besøget hos KCRW var en del af en ’New Media’- inspirationstur til Californien for danske journalister, arrangeret af UPDATE, med det implicitte formål at søge svaret på det store spørgsmål der hjemsøger alle traditionelle medier i disse år: hvad skal vi leve af, og hvordan sikres vores job?
Jeg skal ikke holde Dem, kære læser, hen i koket spænding: svaret blev ikke fundet, thi heller ikke i Californien findes svaret på et spørgsmål hvis præmis er grundlæggende forkert.
De traditionelle mediehuses tid er nemlig ovre, og de relevante spørgsmål er derfor snarere: hvordan sikrer vi lødig, indsigtsfuld og relevant journalistik, oplysning og debat i fremtiden, når forretningsmodellen for særligt printmedierne, uværgeligt er erroderet bort? Hvordan ser fremtidens arbejdsmarked ud for formidlingsspecialister som journalisterne?
Fremtiden er freelance
Til det sidste gav turens første indspark fra Allen Narcisse, der medstifter af virksomheden eByline, et bud. Han indledte sit oplæg med at påpege det paradoksale i at stigningen i mængden af nyheder er omvendt proportional med faldet i omsætning og fastansatte hos nyhedsmedierne.
Konsekvensen af reduktionen i antallet af fastansatte på printmedier som f.eks. Los Angeles Times, hvor Allen har en fortid som forretningsudvikler, og som var næste stop på turen, er stigende brug af freelancere. Og det var netop dette der er eBylines’ mission: at formidle kontakt mellem freelancere og redaktører, hvad enten det drejede sig om pitches fra freelancere, ellers ønsker til historier fra redaktører, eller slet og ret et spørgsmål om at lokalisere en freelancer der er tilstede på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i tilfælde af breaking news.
Et sindbillede på opløsningen
Besøget hos LA Times startede med en meget sigende rundvisning i avisens monumentale hovedkvarter i downtown LA. En rundsvisning der bragte os tilbage til avisens storhedstid, beundring af Pullitzer-priser, historiske forsider og art deco-indretning.
Det var kort fortalt et museumsbesøg og mens der blev delt et par eksemplarer af dagens avis ud til danskerne, så kunne undertegnede tjekke LA Times’ seneste nyheder på telefonen via RSS, og det er selvfølgelig ikke gratis, men det er AT&T, Apple og et app-udviklingsfirma ved navn NibiruTech, der tjener pengene på det forbrug – ikke avisen.
Det var næsten som om at vi kunne fornemme hvordan avisens åndedræt blev svagere og svagere mens vi blev vist rundt i slidte, halvtomme redaktionslokaler i et gråt 70’er interiør, der står i sær kontrast til det faktum, at kulørte Hollywood er en del af avisens naturlige opland, og som sammen med de facto avis-monopol i LA metropolitan area, har været et af LA Times centrale aktiver.
Vi blev præsenteret for dygtig database-baseret journalistik, der dog ikke kunne ændre på helhedsindtrykket af en vaklende mediegigant, der alt for sent har opdaget at såret i hjerteregionen formentligt er fatalt. Den gode nyhed for de danske journalister er at hjemlige Berlingske, Politiken m.fl. synes at have foretaget den indledende transistion til den nye medievirkelighed bedre og hurtigere end en af USA’s største aviser. Ikke at det grundlæggende ændrer ved Allen Narcisse og eBylines voksende relevans.
Mommy bloggers & NBC
Også kvinde-magasinerne kan mærke presset fra den nye medievirkelighed, og for dem er udfordrerne et fænomen kaldet mommy bloggers, som er, ja, kvinder der blogger om at være mor, kvinde osv. En af dem er Jessica Gottlieb der arbejder tre timer om dagen, og tjener penge på annoncer, sponsorater og foredrag i det hun kalder en tillids-baseret økonomi.
Uden at vi fik detaljeret indsigt i hendes økonomi, så gav hun indtryk af at det gik godt, omsætningen fornuftig – omend hun stadig var afhængig af ægtefællens indtægt – og at hun har formået at placere sig som et forholdsvis stærkt brand i sin niche. Og netop det at opbygge et publikum og en fanskare omkring sit brand, var noget af det journalisterne kunne tygge lidt på.
Check-in & Fan It
Netop opbygningen af publikum, loyalitet og engagement var centralt hos næste kvinde, Dana Robinson, director of social media hos NBC – en af USA’s store broadcastere.
Hun fortalte bl.a. om NBC.com’s eget community ’Fan It’, der er lige dele community, gamification og selvfølgelig marketing.
I følge Dana er en af tidens dominerende mikro-trends checking in, ikke geografisk check in som Foursquare og Facebook Places, men snarere brand og entertainment check in som f.eks. GetGlue.
Kvalitet i en college-kælder
Og så kom turen til rubrikkens ophavsmand, Anil Dewan fra non-profit KRCW, placeret i en kælder på Santa Monica college med 550.000 lyttere og 55.000 medlemmer/støtter.
Trods de ydmyge rammer i en college-kælder så skal KRCW ikke undervurderes på deres rolle som musikalske trendsættere med musikprogrammet ’Morning Becomes Eclectic’ og politiske debatprogrammer af høj kvalitet, med bl.a. deltagelse af Arianna Huffington fra Huffington Post.
Finansieringen af KRCW bygger på medlemskab, sponsorater (underwriting), årlige indsamlinger og en smule offentlig støtte. Med undtagelse af det sidste så er finansiereingen med andre ord bygget omkring brand og mission: uafhængig, non-profit kvalitetsradio, og opbygningen og fastholdelsen af publikum, medlemsskare og rekrutteringen af frivillige, er således et ekko af pointerne fra mommy blogger Jessica Gottlieb og NBC’s Dana Robinson.
Minority Report rundt om hjørnet
Fokus blev nu geografisk og fagligt flyttet fra underholdningsindustrien og omegn til verdens største teknologi-klynge i Silicon Valley. Første stop var Stanford University, fødestedet for Yahoo!, Google m.fl., og en en ’State of the Internet’-adress ved Henrik Bennetsen, der arbejder med 3D brugergrænseflader på universitet.
Ifølge Henrik er mega-trenden ligenu at vi bevæger os ind i det tredje paradigme i nettets korte levetid: hvor det første var katalogerne/portaler, det andet var søgningen(pageranking) og hvor det tredje paradigme er den sociale granulering, med mobile enheder og det nært forestående HTML5 som platforme for udvikling af apps – bl.a. i 3D, der altså er det område Henrik Bennetsen leger med.
Mega-trenden den sociale granulering indebærer decentralisering, øget individuel kuratering og opløsning af det traditionelle mediebilledes siloer, båret frem af en accelererende teknologisk udvikling, og som konsekvens et snarligt, endeligt farvel til Gutenberg, og et goddag til visuel formidling og store mængder data komprimeret på måder så den menneskelige hjerne kan forstå og håndtere det.
En udvikling sammenfattet i citatet: Vi lever i fremtiden, den er blot ujævnt distribueret.
Og betydningen for de ansatte i traditionelle mediehuse? Også her måtte journalisterne se langt efter svar, og Henriks bedste bud var at henvise til Clay Shirkys efterhånden ældre kommentar, Thinking the Unthinkable.
Det næste store skift i vores interaktion med teknologien, allerede forvarslet med touch-teknologien kendt fra smartphones, bliver at vi forlader det traditionelle tastatur (tryk/ikke-tryk) og musens y/x-koordinationssystem til fordel for et ikke helt klart begreb kaldet multi-touch.
Bl.a. lyder vurderingerne, at mens det tidlige internets mastodont, Microsoft, synes at være gået bagud af dansen, så har de i virkeligheden fokus rettet mod næste spring, der netop handler om ændrede brugergrænseflader med udgangspunkt i deres Kinect-teknologi.
Konkret arbejder Henrik Bennetsen bl.a. med et 3D-koncept kaldet Ourbricks.com, der stadig er på et meget tidligt stadie, men kan sammelignes med et Youtube for 3D-animationer – med den forskel at 3D-elementerne stilles frit til rådighed for communityet, og således kan anvendes frit af alle brugere til at skabe nye 3D-visualiseringer etc.
Hyperlokal
Den berømte rosin i den knap så berømte new media-pølseende var det hyperlokale medie Oakland Local, placeret i USA’s 5. mest kriminalitetsramte by.
Oakland Local er på flere måder en interessant kontrast til ovennævnte LA Times, der som nævnt er en kolos på vej i knæ, drevet efter profitmotiver og med et opland på 18 mio. indbyggere i et område på størrelse med Sjælland.
Oakland Local er ikke på vej ned, men på vej op. Ikke målt på vækst og forretning, men målt på at skulle opfinde sig selv fra bunden, bygge en økonomi, en journalistik og en forankring i lokalområdet, som genuint indfødt webmedie.
Det betyder også at mediet skal lære og begå fejl: f.eks. er det bærende element i den økonomisk strategi at skaffe annoncer. Undertegnede ville nok råde Oakland Local til at kigge i retning af KCRW og deres opbygning af en medlems- og frivillighedsbase istedet.
Uanset hvad, for Oakland Local er nettet ikke en trussel eller barriere, de sociale medier ikke en gøgeunge der stjæler trafik og opmærksomhed. Begge er naturlige præmisser, og repræsenterer muligheder for distribution og synlighed.
Men helt centralt og afgørende: Oakland Local er drevet af social indignation, og en ægte mission om at forbedre den by der er både stofområde og formål.
Et uvurderligt brændstof, og skal vi tro Anil Dewan fra KCRW, så tilhører fremtiden non-profit ( og indfødte net-) medier som deres.
- May 15, 11
JETSAM har lavet pressearbejde for Roskilde Universitet i forbindelse med lanceringen af Grammatik over det Danske Sprog, der udgives af Det Danske Sprog-og Litteraturselskab og Syddansk Universitetsforlag.
Kristeligt Dagblad:Weekendavisen:Klumme i “Ideer” (19.05.11): http://www.weekendavisen.dk/P1 Morgen:Sproglaboratoriet, P1:P4 Eftermiddag:http://www.dr.dk/P4/Kbh/Programmer/P4_Eftermiddag/ (intet direkte link)Ritzau (citathistorie fra Kristeligt Dagblad):
-
Posts
- Jan 26, 12
Karsten Nonbo er medlem af et parti, der kalder sig Danmarks liberale parti, og han er medlem af Folketingets retsudvalg. Allerede her, før vi overhovedet er gået i gang med at kigge på mandens udsagn, er der to ting der ikke stemmer.
Karsten Nonbo, medlem af retsudvalget for Danmarks liberale parti, er citeret – kursiveret – for at udtale til P1 Morgen, om en gruppe præventivt anholdte der har fået medhold i deres klage over politiet:
- De er nogle sølle klynkere, for går man til demonstration, så er der en risiko for at blive anholdt, (…)
Hvorfor i alverden er der det? For det første hører det vel statistisk set til sjældenhederne, at der opstår lejlighed til anholde folk i forbindelse med demonstrationer, og for det andet så bør man vel i et retssamfund NETOP kunne benytte sin grundlovssikrede forsamlingsfrihed UDEN at risikere at blive anholdt.
(…) og går man til demonstration om vinteren, så er der også en risiko for, at man kommer til at fryse. Når man råber op om menneskerettigheder, så er det fuldkommen ude af proportioner,
Det turde være indlysende, at der er forskel på den kulde man ganske rigtigt stifter bekendtskab med, ved at bevæge sig udenfor i frostvejr, f.eks. for at benytte sine demokratiske friheder, og den kulde man oplever, og er forsvarsløs overfor, når man bliver tvunget til, mod sin vilje, at sidde på den bare asfalt i timevis i frostvejr.
Til Politiken.dk siger Karsten Nonbo, medlem af retsudvalget for Danmarks liberale parti:
(…) Vi risikerer at få et handlingslammet politi i fremtiden, hvis de skal være så overkorrekte, som der bliver lagt op til i dommen (…)
Overkorrekte? Der er overhovedet ingen der taler om overkorrekte. Politiet skal ikke anholde folk der ikke har gjort noget, og hvis de gør, så skal de kritiseres og hoste op med erstatning. Det har sguda ikke noget at gøre med at være overkorrekt?! Det handler da maksimalt om at opføre sig korrekt?!
»Det er jo en flok sølle klynkere, der har lagt sag an på den baggrund, for når vi snakker menneskerettigheder, så er det altså ude i den store verden, hvor befolkninger bliver undertrykt (…)
Nej, Karsten Nonbo, medlem af retsudvalget for Danmarks liberale parti. Menneskerettighedernes artikel 11 om forsamlingsfrihed, og for så vidt også dens artikel 5 om frihed og sikkerhed, gælder også i Danmark – ikke kun andre steder i den store verden.
»Det er snart blevet en industri at klynke, og jeg fatter ikke, at man er så sølle, at man begynder at snakke menneskerettigheder i den situation, fordi der er nogen, der sidder på en kold potte og får sig en kold numse. Det er jo helt utroligt«.
Karsten Nonbo, medlem af retsudvalget for Danmarks liberale parti: Der protesteres mod uberettigede anholdelser – er det så svært at forstå? Og hvem er det i øvrigt der klynker? Buhuu, politiet skal holde reglerne, buhuu…
»Når der er blevet givet ordre til en masseanholdelse kan man jo ikke gå rundt og sortere mellem gamle fru Hansen og ham, der ser lidt skummel ud. Når der er blevet sagt anholdt, er der blevet sagt anholdt. Det er et skøn, man lægger forinden, og det kan jeg godt leve med«.
Kære Karsten Nonbo, medlem af retsudvalget for Danmarks liberale parti, hvis ikke det er muligt således at sortere mellem eventuelle lovovertrædere og ikke-lovovertrædere, så er det måske ordren om masseanholdelse, den er gal med?
At du godt kan leve med angreb på retssikkerheden og krænkelse af forsamlingsfriheden i så stor skala, og iøvrigt tror at retssikkerhed og menneskerettigheder er noget der gælder andre steder, reducerer vurderingen af baggrunden for dine udsagn til to mulige kategorier: du er enten dum, eller du er en politistatsliderlig småfascist.
- Jan 17, 12
Jeg blev lidt forlegen nytårsaften, da nogle af gæsterne, med højre hånd placeret på hjertet, pludselig begyndte at synge først om Herren, og senere om en Kong Kristian der smadrede goternes hjelme og hjerner, og jeg tænkte: helt ærligt der er faktisk børn til stede, og jeg synes hverken at lovprisning af vold eller dyrkelse af guddomme, er noget børn skal udsættes for, men nu var jeg også kun gæst, så jeg lod som ingenting, selvom jeg synes, at de ligeså godt kunne have stået og heilet mig op i ansigtet.
Jeg troede altså ikke, at der var nogen der gjorde den slags mere. Vi skriver jo 2012!?
Der er jo på den anden side ikke noget at sige til, at folk kan får sådanne ideer, når det ligefrem er en landsdækkende, demokratisk forankret medievirksomhed som Danmarks Radio der lægger sendeflade til både guds-gak-gak, konge- og krigsliderlighed.
Der er jo ikke skyggen af hverken ironisk distance eller kritisk kommentar, så man skulle næsten tro at de fornuftige mennesker på DR skrev under på budskaberne; ja, det kan jo næste tolkes som en opfordring til at synge de aparte strofer (frit efter hukommelsen):
Heil for dig og heil for mig og tralalalala
nak en goter tralalalala
gud er stor tralalala
Jeg synes DR’s playlist til klokken midnat nytårsaften næste år skal laves om; spil i stedet noget om fred og kærlighed, noget om hvordan vi ønsker at livet og verden bliver lidt bedre i det kommende år, eventuelt efterfulgt af noget festligt, uden at det nødvendigvis behøver at være ABBA.
Det skal dog her lige siges, at det formentlig ikke kun er DR der gør sig skyldig i at pervertere markeringen af nytårsaften; jeg formoder at de gør det samme på TV2 – så vidt jeg husker har de endda engang rodet rundt i kasematterne under Kronborg til lejligheden, bare lige for sådan at smøre et ekstra lag kvalmekliche ud over det hele. Måske husker jeg forkert, men at Kvægtorvet Lokal-TV kan finde på den slags dyrkelse af krig og guddomme kan man jo så måske forstå. Men hele Danmarks Radio?
Faktisk er det de mærkeligste steder man kan støde på den nationalt-militaristiske formel som dyrkes så eksplicit nytårsaften. Jeg stødte engang på den til knægtens gymnastiskopvisning i gymnastiskforeningen på Indre Nørrebro: pludselig gik han der i takt, på rad og række bag udstrakte dannebrogsflag til høj marchmusik.
Jeg lover jer i øvrigt, at Søren Espersens hjerne ville være nedsmeltet i et kognitivt overload ved synet af alle de forældre fra de varme lande, der sad med stolte smil og blitzede løs på deres små poder, der gik det tætteste de sikkert nogensinde kommer en strækmarch bag to de store flag med deres blafrende hvide kors.
Jeg synes der skal indføres en aldersbegrænsning, så det bliver ulovligt for voksne, at få børn og unge under 18 år til at gå i takt.
Tilbage til årsskiftet: Bedst som vi et par dage inde i det nye år havde overstået nytårstale og nytårskur, og troede, at nu var det overstået med cirkus Johnny Margrethe og co. for denne gang, så skal jeg da ellers lige love for, at den fik en ordentlig røvfuld Gud, Konge og Fædreland, og det til trods for at gud er død, kongen er en dame med gule tænder (muligvis grønne når hun har drukket rødvin), og at fædrelandet er et fjolleland, der oplevede sine 15 minutter i sommeren 1992 på mål af Vilfort og Faxe, for så lige at prøve at gentage succesen med nogle tegninger i 2006.
Fyrre år som forfatningsmæssig freak skulle fejres, og det flippede helt ud med festivitas, gaver, receptioner, galla og togture, en bevæbnet Tivoligarde og ekstra statsråd fordi dronningen synes det var sjovere med 500 end med 498 af slagsen, og nå ja, så bruger vi da lige de ekstra knaster og tager ministrenes tid fra deres arbejde for folkestyret.
Jeg så folk i TV – rigtige, voksne forældremennesker – tage deres børn med ind på Amalienborg for at se den kongelige familie, og jeg tænkte: hvad er da for noget at vise og lære sine børn?
Se, nu vinker vi til de fremmede mennesker, der står oppe på en balkon og skuer nådigt ud over os, fordi de har nogle bestemte forældre, og dermed har nogle helt absurde uantastelige medfødte privilegier, og får en masse penge af os for at dandere den.
Sådan noget synes jeg helt ærligt ikke, at forældre skal vise deres børn. Tag dem dog med i zoologisk have, hvis I vil vise dem underlige dyr, eller på Frilandsmuseet hvis I vil lære dem noget om gamle dage.
Vi hører om demokrati og folkestyre i tide og utide, folketingsmedlemmer skal skrive under på, at de holder grundloven, vi holder grundlovsdag, og det synes jeg som demokrat giver god mening, selvom jeg måske nok synes at grundloven kunne trænge til en gennemskrivning.
Men hvis man, jeg og vi, bekender sig til demokrati og folkestyre, så følger det altså pr. automatik med i pakken at man er republikaner, af den simple grund at folkestyre og medfødte privilegier f0r nogle få udvalgte er hinandens modsætninger, og det hører ligeledes med til pakken, at HVIS man indfinder sig på Amalienborg slotsplads, så udstøder man altså pinedød et ’Leve Republikken!’, selvom det måtte koste en bøde for forstyrrelse af den offentlige ro og orden og måske også for majestætsfornærmelse.
Man har pligt til efter bedste evne at være et godt forbillede for sine børn, og er man demokrat så indebærer det at lære dem demokratiske værdier. En helt grundlæggende demokratisk værdi er således, at bruge sin stemme til at påpege og ændre det forkerte, absurde, urimelige og uretfærdige: såsom et kongehus der er en anakronistisk repræsentation af vores fortid som underlagt despotiske dynastier.
Det er på alle måder uforeneligt med demokratisk sindelag at være royalist og monarkist – også for hyggens skyld. Der er ikke noget hyggeligt ved medfødte privilegier, udover de der er, og burde være, universelle for alle.
Tværtimod er medfødte privilegier for de udvalgte fortsat en uhyggelig tanke, og har været det mindst siden 5. juni 1849. At fejre dem i tide og utide er sgu da en besynderlig idé, ligesom det er noget dybt underligt noget, at synge om gotere med braste hjerner med højre hånd på hjertet.
I virkeligheden er det underordnet om der er børn til stede eller ej. Det er jo bare for langt ude.
- Dec 16, 11
En amerikansk business tycoon med grandiose kommercielle planer i infight med skotsk lokalbefolkning og miljøorganisationer. Det kunne i grove træk lyde som plottet til spillefilmen Local Hero fra 1983 med Burt Lancaster i rollen som oliemagnaten, der planlægger at bygge et olieraffinaderi i skotsk provinsidyl.
Men You’ve been Trumped er ikke charmerende 80’er-fiktion. Det er derimod en dokumentarfilm, der fortæller den virkelige historie om milliardæren, politikeren og tv-kendissen Donald Trump og hans ambition om at bygge verdens bedste golfbane i Aberdeenshire, Skotland, i et område der omfatter fredede, uberørte kyststrækninger af særlig videnskabelig interesse.
Nå ja, og så bor der jo også mennesker.
Donald Trump Jr., manden med den spektakulære frisure, var i 2011 nr. 17 på Forbes Celebrity Top 100. Han har været hovedperson i realityprogrammet The Apprentice, han har været i spil som republikansk udfordrer til det kommende præsidentvalg, og så sent som i denne måned har den republikanske outsider Michelle Bachmann nævnt Trump som mulig running mate som vicepræsidentkandidat.
Men Donald Trump er først og fremmest fortagsom entrepenør, og i 2006 købte han et naturskønt område i Balmedie nord for Aberdeen, med planer om at bygge verdens bedste golfbane, med hotel og hele pivtøjet.
I første omgang blev Trumps planer afvist af de lokale myndigheder, men denne afgørelse blev senere omgjort af det skotske parlament. Fredningen af kystklitterne blev hævet, og der blev bevilget mulighed for ekspropriation af indbyggernes boliger. En mulighed som Trump dog senere har bekendtgjort, at han ikke vil gøre brug af.
You’ve been Trumped er instrueret af Antyhony Baxter, der undervejs i filmens tilblivelse bliver anholdt, og fortæller, uden fortæller, historien om amerikaneren der landede i sin private TRUMP-jet, fik overtalt de skotske politikere til at lade fredning være fredning, og lokalsamfund være lokalsamfund, med udsigt til økonomiske gevinster og transatlantisk turisme, og den portætterer en lokalbefolkning der tager kampen op – og som stadig kæmper mod et byggeri der fortsætter.
Hvis man, som denne blogger, har et soft spot for før omtalte Local Hero, så vil man nyde de elegante krydsklip til denne film, og hvordan det lejlighedsvis lykkes Baxter og co., at fange den samme stemning som Bill Forsyth konstruerede i 1983 – uden hjælp af Mark Knopfler, men til gen gæld med assistance fra jónsi fra Sigur Ros.
- Dec 11, 11
Torben Steno trådte op en ølkasse, kom til at indstille sigtekornet lidt skævt, men dog ikke mere skævt end at Søren Ulrik Thomsen kunne reetablere fokus, og skrue debattens relevans en kaliber eller to op. D’herrer åbner en debat der fortjener fuldt medløb.
Vi snakker høflighed, folkens, eller, hvis jeg må være så fri at skrue ned for det formelle og op for varmen: venlighed.
Først skal der foretages to korrektioner: Lad os indledningsvis demontere Stenos fejlskud, hvor han placerer ansvaret for fraværet af ’høflighed’ i dagens DK hos det noget diffuse begreb 68’erne. Det giver lige så lidt mening, som at placere ansvaret for samme fravær på rigets ikke-så-fjerne fortid som landbrugsnation, befolket af indesluttede, fåmælte bønder, der følte sig bedst tilpas sammen med kornet og kvæget.
Den anden korrektion er ordet høflighed. Jeg forstår intentionen hos TS og SUT, men synes ordet ’høflighed’ emmer af forstillelse, hvad der skubber debatten ud i det lidet attraktive felt (små-)borgerlighed. Næ, det vi taler om og har brug for, er en nedre minimumsstandard for venlighed, som vi kender fra mindsteløn osv., uden at den dog sættes per dekret, men derimod af folkelig lyst. En nedre grænse, der skal sættes en håndfuld ord og et smil højere end standarden af i dag. Jeg tror dybest set også at det er det d’herrer mener, når de taler om høflighed.
Ikke-venlighed
Med støjen således bortrenset fra udsagnene kan vi forholde os til sagens kerne: at vi prøver at lade som om vi ikke bemærker hinanden, når vi færdes i det offentlige rum. En slags gemmeleg, kan man sige. Vi føler os ikke forpligtet til at udvise blot den mindste venlighed, og hvis vi SKAL kommunikere med et andet, fremmed menneske, så sker det med en minimal investering af ren instrumentel karakter.Det er vigtigt at pointere at det ikke er u-venlighed, vi taler om; det er ikke-venlighed.
SUT nævner køen i supermarkedet, og fokuserer på minimumsrelationen, eller fraværet af samme, til kassedamen m/k, som jo sådan set lige så godt kunne have været en automat. (Her kan Lars Bukdahl i øvrigt ikke lade være med liiige at blande sig i debatten, med en stikpille til SUT’s angivelige manglende hilsner til LB gennem en årrække, samt en opfordring til SUT om at skifte Irma-filial, hvis han vil have høflighedsudvekslinger med sin kassedame m/k.)
Uagtet at LB måske er så heldig at handle i en forretning fri for ikke-venlig interaktion, vil jeg nu stadig støtte SUT’s synspunkt: møderne mellem mennesker ved kasselinjen sutter stort.
Majbritt
Jo, jeg kender også til en undtagelse, der i sin kontrast til typisk kasselinje-kommunikation, sætter en tyk, fed streg under fænomenet. Hvis du handler jævnligt i Døgn-Netto i Rantzausgade, så kender du Majbritt. Can’t miss her. Majbritt er en slags heltinde af den dagligdags venlighed. Uanset hvor lukket et ansigt hun møder, så insisterer hun på et hej, eller variationer derover, et smil, og når vare-for-penge-transaktionen er overstået, så lukkes den med et goddag, god aften etc.Nå jo, tænker den kritiske læser, det HAR jeg da prøvet, og til det vil jeg så spørge: hvor tit er det din oplevelse, at personen på den anden side af båndet SER dig? Ser DIG.
Men hvad med køen som sådan? Os der står og venter, mens vi skubber kurven eller vognen langsomt frem mod kassen. Taler vi sammen? Hvis en medkunde henvender sig til dig i køen, så forventer du jo at vedkommende er psykisk syg eller beruset.
Så vi står der bare. Et menneske foran og bag dig. I et par minutter med rigelig lejlighed til at sludre: Hvor er du fra? Har du spottet nogen gode tilbud? Sikke da et lortevejr, hva? Sjov hue du har dig der. Har du nogensinde hørt om kystmorfologi? Etc., etc.
Men nej.
Dødsfald, arbejdsløshed og kønsygdomme i metroen
Både TS og SUT sammenligner amerikansk venlighed med dansk ikke-venlighed. Ja for fanden! De fleste der er landet i Kastrup, efter et ophold i USA, og er trådt ind i metroen har oplevet kulturchokket: enten har alle i toget for under en time siden mistet BÅDE et menneske der stod dem virkelig nær OG deres arbejde OG fået konstateret en kønssygdom, som de skal hjem og forklare for deres faste partner. Eller også er det bare dansk ikke-venlighed:Vi kigger bort og ned, og taler ikke sammen, hvis det overhovedet kan undgås. Den fremmede er en latent trussel, som bedst neutraliseres ved at lade som om vedkommende ikke er der.
Når jeg så møder nogen jeg faktisk kender, så bliver de alt for ofte spist af med et: Hva så? Formentlig en fordanskning af Wazzup eller Ça Va, eller hvad ved jeg, og dybest set bare en tom måde at sige: jeg ser dig, som de siger i Avatar, for jeg forventer jo ikke en livshistorie, lige som jeg ikke gør når jeg siger How Are You eller Como Estás. Men helt ærligt. ’Hva så’?! Jeg ser dig, er da klart mere no bull-shit præcist, og lige så lidt indladende, hvad det da heller ikke foregiver at være.
Kosmopolitisk nødvendighed
Nå, men tilbage til SUT. Der hvor hans kronik for alvor fik mit blod til at bruse, var hans betragtninger om årsagen til den amerikanske venlighed (i et land med alle klodens nationaliteter, kulturer og religioner repræsenteret, er man sgu nødt til at opføre sig venligt overfor hinanden, hvis det skal fungere), og nødvendigheden af at vi installerer noget tilsvarende, hvis vi skal have den kosmopolitiskevirkelighed til at glide, hvad den jo skal og må. Tillad mig at citere:»Det er interessant at se, hvordan indvandrerne i en sproglig mangelsituation forsøger at skabe nye former efter det forhåndenværende søms princip. Min lokale kioskmand, Habib, kalder alle sine kunder ’Min ven’, mens en lille købmand på hjørnet af Vendersgade og Nansensgade, hvor den arabiske musik summede fra ghettoblasteren, tiltalte alle med ’Chief!’ så man næsten kunne høre udråbstegnet. Men eftersom det ikke nødvendigvis er enhver kunde til tyve Prince og Ekstra Bladet, der kan forventes at være en ven af den mellemøstlige mand bag disken, er begge udtryk forsøg på at komme en eventuel modvilje fra den etniske dansker i forkøbet ved ikke bare at anerkende ham, men også over-anerkende ham.
Hvor Habibs ’Min ven’ virker totalt afvæbnende, fordi det rent faktisk bliver sagt med stor venlighed, har ’Chief’ en lille ironisk tvist, som jeg synes er herlig, fordi købmanden eftertrykkeligt får anerkendt mig, så forretningen kan komme i gang, og samtidig får det parodiske i udtrykket jo ud mellem sidebenene påpeget det ulige i vores forhold.
På et af de gamle brune værtshuse på Falkoner Allé var det helt usædvanligt en indvandrer, der stod i baren. Dét har jeg simpelthen aldrig set før, men han tog højde for den potentielt sprængfarlige situation ved at kalde de øllede kunder for ’Mester’: »Her har du din Gamle Carlsberg, Mester, det bliver lige 23 kroner«.«
(…)
»Så i mine øjne ville nye, svale høflighedsformer være et godt bidrag til dagens multietniske samfund, hvor vi skal leve civiliseret sammen uanset vores forskellige, højt besungne og til tider farligt overophedede kulturelle værdier.«
Booyah!
Det er kraftedderrådme noget af det klogeste – og vigtigste! – jeg har læst i meget lang tid. Også, og især, når vi tager høflighed ud, og putter venlighed ind.
Denne blogger melder sig hermed under Steno og subcommandante SUT’s vajende vimpler, bevæbnet til tænderne med venlige ord, og alle de smil jeg overhovedet kan opbyde (færrest om mandagen, flest om fredagen).
Lad kampråbet gjalde i gaderne: Hello stranger, står du også og stener!?
- Dec 08, 11
Mens den norske smørkatastrofe raser, har dansken vigtigere ting at bekymre sig om: endnu en saftevandsskandale truer nationen.
I november sidste år lod Dansk Folkepartis medlemsblad os vide, at det var Indvandrerne der drak vores saftevand i venteværelset – og at det var derfor – hvad vi, når vi tænkte godt efter, faktisk godt havde bemærket – at der kun var lidt, eller intet af den, når vi ventede hos lægen.
Nu er det et andet onde, nemlig Kommunen, der vil tage saftevandet, ikke fra dig og mig, som alle kan blive ramt af sygdom, som i tilfældet med venteværelset, men fra de gamle – de der har bygget vores velfærdssamfund (eller hvis forældre gjorde det. Eller bedsteforældre. Anyways, de er gamle).
Fælles for de situationer hvor der VAR saftevand, men nu ikke længere ER saftevand, er, at det er situationer hvor vi er allermest sårbare: når vi er syge, og når vi er gamle. Og fælles for dem der fratager os vores saftevand, er, at de er en konsekvens af handlingerne hos nogen der ikke ved hvad de laver: henholdsvis de der har besluttet udlændingepolitikken gennem tiderne, og dem der arbejder inde på Kommunen. Egenrådig, selvgod inkompetence, slet og ret.
Konsekvens: ophør af tilstedeværelse af saftevand i situationer hvor vi er sårbare.
Nu kunne man så vælge at se sådan på det, at saftevand ikke er hverken det vigtigste i verden, eller den eneste kilde til væske. Men det ville være en grov forsimpling, al den stund at vi så ville undlade at bemærke saftevandets kulturelle betydning:
Saftevand er uskyldsren. Det er noget vi byder børn og tørlagte alkoholikere – og pensionister. Saftevandets symbolværdi handler altså ikke så meget om saftevandet i sig selv, men om hvad saftevandet ikke er: hård spiritus, f.eks., eller bare vand, som det jo er cheap at byde folk.
Saftevandet er et symbol på uskyld, ufarlighed og samtidig gavmildhed. Når Indvandrerne og Kommunen således tager saftevandet fra de syge og de gamle, så er der kun syndefald og nærighed tilbage. Og det er jo ikke just den behandling vi tiltænker samfundets allermest sårbare.
Saftevandet, ikke juicen eller lemonaden, men saftevandet, er ukrænkeligt og et kulturbærerende symbol der minder os om barndommens uskyld, og som vi så udstrækker til også at omfatte forestillingen om alderdommens uskyld.
Saftevandet er så centralt i vores bevidsthed, at det formår at overskygge sympatien med de tusinder af nordmænd og -kvinder, der risikerer at skulle tilbringe en jul uden smør grundet en funktionsfejl i markedet.
For nok kan vi sætte os ind i nordmændenes og –kvindernes fortvivlende situation, men dels er markedsfejl jo ikke nogens skyld, og dels er vores kultur faktisk under angreb.
Så nordmændene og –kvinderne må tage til takke med hjælp fra Brødrene Price, mens Dansk Folkeparti og Thyra Frank blæser i Gjallerhornet når ydre og indre fjender nærmer sig kanden med saftevand.
- Oct 09, 11
Jeg giver ikke meget for begreberne folkesjæl, nationalkarakter osv. Men skulle jeg alligevel for sjovs skyld sysle med at tegne et billede af en sådan, så synes et par brikker i det puslespil, der til slut danner et billede af dansken, uomgængelige: Klovnen og småfuskeren.
Min italienskkyndige ven beretter, at italienerne, altså de der ikke kommer fra Napoli forstås, kalder danskere for i napoletani del Nord – Nordens napolitanere. En nation med høje tanker om sig selv, men som har det med at opføre sig som klovne. Se nu senest en dansk jægers drab på den kendte norske albino-elg Albin.
- Vi har aftalt imellem os jægere, at Albin er fredet, men det har vi desværre ikke været tydelige nok med overfor vores danske ven, siger jagtleder Sigmund Lereim til VG.no.
- Vi er ikke specielt glade, for at sige det sådan, siger Sigmund Lereim.
Bemærk den undertrykte, og som sådan ualmindeligt civiliserede håndtering af forbitrelse, der gemmer sig i den norske jægers udtalelser.
Drabet på Albin er som en scene fra ’Klovn – The Movie’ der (i parentes bemærket, i al sin polterabend-humoristiske dyrkelse af Nordens napolitanere, er et mere præcist samfundsbillede end alskens guldalderkunst): En jæger-klovn i fri dressur. Udstyret med haglgevær og en enkelt instruks: skyd alle de elge du vil – bare ikke den hvide.
Bang! I napoletani del Nord.
Udover at dens indbyggere altså er udråbt til at være en art Italiens molboer, så er Napoli kendt for sit mafiavælde, der bl.a. i lange perioder har betydet at byens renovationssystem har været sat ud af drift. Et sindbillede på et Italien der på mange måder er et dysfunktionelt ikke-land, og som sådan opfattes som antitesen til det skandinaviske, socialdemokratiske samfund.
De skandinaviske velfærdssamfund er på den ene side kendetegnet ved en sirlig velordnethed, grænsende til det anale. Men i hvert fald den danske version af slagsen har også en folkelig siamesisk tvilling, kendetegnet ved lommer af et småfuskende, improviseret, kvasi-anarkistisk, socialdemokratisk Napoli.
Olsen Banden-universet
Der findes i danske sammenhæng næppe noget der indfanger essensen af denne side af den socialdemokratiske kultur bedre og mere præcist end kolonihaverne? Kolonihavelivet er en arketype på den danske folkesjæl som det udfolder sig over det ganske land; små huse, med små haver, hjemmedyrkede kartofler, krydderurter, og æblehøst i sensommeren. En kølig pils med naboen over hækken i skumringen. Det er den folkelige kultur.Det er i denne kultur at Olsen Bande-universet udfolder sig, og det er denne kultur, filmene dyrker. Dette er scenen for disse antikapitalistiske antihelte, der som småfuskende klovne syntetiserer to brikker i folkesjælens puslespil, og som blev så uhyggeligt populære i DDR – og det er mig endda blevet fortalt, at der eksisterer sovjetiske remakes af Olsen Banden.
Den store kolonihave, Fristaden Christiania midt i Hovedstaden, med dens rødmalede port ud til Prinsessegade, der varsler, at man nu forlader det bureaukratiske, fjerne EU, er langt hen af vejen en postindustriel, urban udgave af kolonihavefænomenet og den Olsen Banden’ske parallelvirkelighed. Anerkendt og ophøjet som turistattraktion i big money-klassen. Så kolonihave-dansk, at det ikke bliver mere rødt og hvidt, på trods af at den kølige pilsner over hækken, i mange tilfælde er skiftet ud med en varm joint.
Kolonihavelivet er en antiautoritær kultur indrammet i et minimum af regler, i opposition til det omgivende samfunds regelrytteri, som f.eks. kommunens krav om kloakering, men samtidig en slags socialdemokratisk Italien, med en parallelvirkelighed af sorte penge, vennetjenester, korruption og hæleri, der passer sig selv, og får alting til at glide, så længe man ikke generer naboerne, og ikke bøjer reglerne så meget at de knækker.
- Man må kun stille én sæk med affald ud til skraldemændene, fortalte Havnearbejderen mig over hækken.
Jeg er ny i min haveforening, så jeg skal introduceres til de få regler og retningslinjer der er.
- Men hvis du har mere end én sæk, så lægger du bare et par øller, så skal de nok tage det med, korrigerede Havnearbejderen sig selv.
I min haveforening fungerer skraldesystemet således i modsætning til i Napoli – hvis man ved hvilken hård valuta der får systemet til at glide, vel at mærke. Måske forbryder jeg mig mod kolonihavernes omertà, ved at skrive disse linjer, men det er jeg ikke tilstrækkeligt inde i reglerne til at vurdere.
- Aug 15, 11
I går blev min overbo båret ud af sin lejlighed, svøbt i en grøn plastpose.
Han var død, og havde vist været død et stykke tid.
Hans hund havde været i lejligheden hos sin døde ejer. Nu stod den bundet nede på gaden under opsyn af et par politifolk, der virkede lidt usikre på netop den opgave. Det var lille hund, måske en foxterrier. Den var sulten. En kvinde fra gaden kom og gav den mad og vand. En politimand sagde at det var sødt af hende.
Jeg har været ret irriteret på den hund. Hver aften ved 23-tiden begyndte den at gø fordi den ville luftes. Der er meget lydt i vores ejendom, og det hændte at jeg vågnede ved dens gøen, hvis jeg var ved at døse hen. Gad i øvrigt vide hvor hunde, hvis ejere går hen og dør, egentlig kommer hen?
I aftes var der ingen hund der gøede, og der blev heller ikke spillet musik. Han kunne godt lide musik, overboen, og i perioder spillede han meget musik. Som sagt er her meget lydt, men til alt held havde han faktisk en hæderlig musiksmag, så det irriterede mig ikke, heller ikke om aftenen, i modsætning til hundens glammen.
Jeg har aldrig talt med overboen. Han boede her da jeg flyttede ind for snart otte år siden. I starten prøvede jeg at hilse, men det brød han sig helt tydeligt ikke om. Han undgik øjenkontakt, og hastede forbi. Efter få forsøg på at være venlig droppede jeg det, og siden har jeg været klar til at hilse hvis han gjorde mine til det, men har ikke selv tage yderligere initiativer i den retning.
For nogle måneder siden farvede han sit hår, der var langt, og skæg hennafarvet. Han havde også et par John Lennon-solbriller. Hennafarvningen, brillerne og musikken tegnede konturerne af en karakter og en historie. Noget med 60’erne, tænkte jeg.
Det er ikke så længe siden jeg mødte ham nede foran vores gadedør. Han stod med en indkøbspose og holdt sig for øjnene med den ene hånd, mens han messede noget jeg ikke kunne tyde. Jeg overvejede at henvende mig og spørge om han havde brug for hjælp, men som sagt virkede det ikke som om han brød sig om kontakt, så jeg lod være og låste mig ind i opgangen.
En morgen, et par uger senere kom hans nabo ned og bankede på, og fortalte os at han troede den var gal med fyren. Der havde været mange mærkelige lyde hele natten. Det lød som om han klagede sig.
Den næste dags morgen blev vi vækket af politi og ambulance, men de tog ham ikke med. Han ville nok ikke. Nu var vi ret sikre på at han havde det psykisk dårligt.
Siden så jeg ikke meget til ham, indtil i går eftermiddag hvor de bar ham ned i en ambulance uden blink i en grøn plastsæk.
I morges på vej på arbejde tjekkede jeg hans navn på postkassen. Jeg vidste ikke hvad han hed. Senere på dagen googlede jeg navnet. Der var ikke så mange hits, men jeg kunne se at han havde boet i Nordnorge, havde arbejdet i Nationalbanken og var pensionist som 58-årig. Desuden havde han skrevet under på en online-undersskriftsindsamling om noget med at styrke musikken.
Og det er så sådan cirka alt hvad jeg ved om min overbo til venstre efter små otte år i samme opgang. Jeg ved ikke hvad han vidste om mig. Måske har han engang tjekket mit navn på postkassen i opgangen og googlet det?
Nogen har lagt en buket røde roser uden for gadedøren.
- May 05, 11
I marts 1945 blev Per Mortensen og hans smedesvende-kolleger fra B&W kaldt terrorister, når de begik industrisabotage mod krigsproduktion i København. I dag og i morgen hylder vi dem som frihedskæmpere.
I en ikke så fjern fortid blev der i København sprængt fabrikker, der producerede materiel til Hitlers krigsmaskine. Et af de mere spektakulære eksempler på dette var sabotagen mod radiofabrikken Always i Boyesgade på Vesterbro den 27. marts 1945.Sabotageaktionen, der tog omkring fire minutter, og jævnede fabrikken med jorden, blev lydoptaget fra et studie i en taglejlighed på den anden side af gaden. Lydoptagelsen blev senere sendt bl.a. på BBC, og sendte dermed en besked til resten af verden om, at det trods alt ikke var hele Danmark der lå fladt på maven for Nazi-Tyskland.
En af dem der dengang vovede pelsen og sprængte Always-fabrikken var BOPA-sabotøren Per Mortensen. Sammen med ham har vi lavet en kort webdokumentar om aktionen.
God 4. maj.
Bomben i Boyesgade
- Mar 29, 11
Det er ikke kun på nettet, at små kultur-fragmenter cirkulerer tilsyneladende endeløst. Mine unger fra henholdsvis ’01 og ’04 er takket være en gammel remse på fornavn med en avis der lukkede før nogen af dem blev født.
Dagbladet Aktuelt lever videre i landets børnehaver og skolegårde gennem remsen ’Det man siger er man selv, for det står i Aktuelt’ med den lettere kryptiske tilføjelse ’at du er en flød’-kar’mel’.
Det pudsige er at det gik vi også og sagde da jeg var knægt i de tidligere 80’ere. Og på trods af, at remsen ikke mig bekendt er optaget i nogen statsautoriseret kanon, så er den altså blevet overleveret fra mund til mund lige siden – og vi lærte den jo også et eller andet sted fra.
Men ikke nok med det: da ungerne gik i børnehave, så hørte det sig til når de gyngede, at der skulle skråles ’Under den Hviiide Bro/Sejled en båd mæ tooo/Båden den vipped’ og xx han skreeg/yy jeg eeelsker dig/’ og så endnu en kryptisk tilføjelse med en oldemor og Strandvejen nr. 2.
Den sang/remse var også et fast gyngeritual da jeg gik i børnehave i slutningen af 70’erne, med en dobbelt funktion som henholdvis drilleremse og tilkendegivelse af akavet interesse for medbørnehavebørn af det modsatte køn – eller samme, alt efter observans.
Heller ikke den er mig bekendt en del af et særligt børnepensum, og så altså alligevel. Og vi kan jo nok på forhånd udelukke at ungerne har været forbi Dansk Folkemindesamling efter inspiration.
Og en dag kom knægten hjem og spurgte mig, med det der forventningsfulde blik i øjet, om jeg vidste hvad DSB står for? Dronningens Store Babser, fniiiiis!
Det var heller ikke særligt sjovt i ’82, men dengang fneeees vi også med forventningsfulde glimt i øjet, når vi fortalte det til en voksen.
For selvsamme knægt er den lille finurlighed, hvor man holder pege- og tommelfinger tæt sammen og spørger hvad det er, for derefter at svare ’ingenting’, og fluks lave samme fingertegn over sit hoved til samme spørgsmål og svaret ’Over hovedet ingenting’, allerede old news, når skolekammerater fra mindre klasser helt forventningsfulde spørger ham.
For mig er gåden, eller hvad man skal kalde det, også old news, men i størrelsesordenen 30 år, og selv om jeg ikke har skænket den og de andre børne-memes en tanke i den mellemliggende periode, så kendte jeg svaret øjeblikkeligt da jeg blev spurgt, og kunne huske remserne udenad da jeg hørte dem nede fra gyngestativet i gården en sommerdag for ikke så længe siden.
De lever videre, disse fjantede små fragmenter, verbalt overleveret fra årgang til årgang, fra generation til generation, og de behøver ikke internettets svar på Dansk Folkemindesamling, websites som Know Your Meme (nys solgt til I Can Has Cheezburger-netværket for et syv-cifret dollarbeløb) til at understøtte sig, for yderligere forklaring er ligegyldig, brugstiden kort, men holdbarheden åbenbart aldeles slidstærk.
Fortsæt gerne listen.
- Mar 11, 11
Selv om der ikke er blevet skrevet et ord om Charlie Sheen på DenFri, så er mandens navn næppe undgået nogens opmærksomhed den seneste måneds tid. Nu er hans seneste bedrifter endda nået Information.
Det er filmmedarbejder Christian Monggard, der har kastet sig over gossip-stoffet, for det er i den genre Sheens nye persona, for som en sådan kan man se mandens nyeste medietilstedeværelse, tages under behandling.
Under overskriften ’Hvad nu, Charlie Sheen’ sammenfatter Mongaard sagen Sheen som følger:
’ (..) hans navn er i hvert fald blevet til et verbum – ‘sheening’ – og et synonym for at drikke sig fra sans og samling og gå amok.
Gennem 20 år har den amerikanske sladderpresse fra tid til anden bragt saftige historier om Charlie Sheens vilde liv med alkohol, stoffer, pornostjerner, sammenstød med politiet og hyppige forsøg på afvænning af den ene eller den anden slags.
(…)
I oktober 2010 blev Sheen arresteret efter at have raseret en suite på Plaza Hotel i New York. Han havde drukket og taget kokain tre dage i træk. I januar i år blev han indlagt med mavesmerter og påbegyndte straks efter endnu en omgang afvænning, denne gang i sit hjem.
(…)
Det fremgår klart af ovenstående gennemgang, at det er da noget værre noget. Det der måske fremgår mindre klart er, hvorfor det er noget værre noget.
Manglende i gennemgangen er dog at Sheen er dømt for hustruvold, og det er så umiddelbart den eneste af hans meritter, Monggaards oversigt indbefattet, denne blogger ser et moralsk problem i. Det er så til gengæld indlysende stort.
Som en sidebemærkning: Mads Holger skrev for noget tid siden et indlæg på DenFri hvor han erklærede rock’n’roll død. Det har Sheen hermed dementeret. Det kan godt være at man dør af rock’n’roll, men død – det er den ikke.
Tilbage til Monggards artikel: Sheens afviger indlysende fra normalen, både i Hollywood-glansbillede henseende, og vurderet efter hjemlige standarder, men hvordan bliver denne afvigelse identisk med deroute?
En mulig forklaring på Sheens nylige, voldsomme energiudladning kan selvfølgelig være at manden ikke har det godt, at han er ulykkelig, at han som Monggard antyder har haft en svær barndom. Kort sagt, at han er ude af balance.
Men der er jo også den mulighed, at han har genfundet sin balance. At der er en livslyst, poesi, vrede, libido osv., der har levet på tålt ophold i mandens liv, men som nu er sat fri.
Meme
Lars Bukdahl skriver som følger om Sheens verbale udbrud:
(…) for lidt siden i P3 sammenlignede jeg Charlie Sheens fantastiske, manisk udkullede og aggressivt smædedigtende net-rants – og fremfor alt denne kun måske scriptede – med Whitman og Ginsberg (og burde have tilføjet Dan “op i røven” Turèll i Manjana), og jeg ved ikke, om Walt direkte er stolt, men jeg er sikker på, at han linker sig på.
(…)
Bukdahl linker til Sheens Korner, Sheens nye net-kanal på Ustream. Og det ER fan-fucking-tastisk, mega-manisk og dertil ekvilibristisk.
Sheens Korner er opstået efter den senste virak, med indlæggelse og afvænning, og skal ses i sammenhæng med Sheens nye tilstedeværelse på Twitter, der som bekendt satte verdensrekord med 1 mio. followers på ca. 24 timer, og som nu har rundet de to.
Derudover så er Sheens sprogblomster om ’Winning’, ’Tigerblood’ og ’Torpedoes of Thruth’ blevet massive internet-memes, med deres eget liv gennem internet-befolkningens kreativitet, tweeking og hacking af mandens selviscenesættelse og konflikt med sine tidligere arbejdsgivere.
Særligt det sidste har tiltrukket sig opmærksomhed, med Sheens udsagn om hans tidligere producer som: ’I fire back once and this contaminated little maggot can’t handle my power and can’t handle the truth. I wish him nothing but pain in his silly travels especially if they wind up in my octagon’.
Hey, hvem har ikke leget med tanken om sådanne udfald mod tidligere arbejdsgivere, men undladt fordi det opfattes som dårligt for fremtidige karrieremuligheder at tale grimt om den hånd der tidligere har fodret en?
Sheen har sikkert fået de samme råd, men skider tilsyneladende højt og flot på det. Tværtimod benytter han den nye medievirkelighed til at forstærke og blæse sine budskaber ud til alle afkroge af internettet.
Gal eller genial? Spørges der om Sheens handlinger og medieoptræden efter først suspendering af serien Two and a half men, og siden aflysningen af resten af sæsonen.
Men hvorfor egentlig denne modstilling? Hvorfor dette enten eller? Hvorfor disse ekstremer?
Måske er der bare tale om en mand med et for de fleste mennesker ganske usædvanligt liv, der har fået nok og vælger at være tro mod sig selv under mottoet: ’It’s better to burn out, than to fade away’? Og gøre sit valg, processen og sig selv til et medie og en mediefortælling, som han udfolder som et levet, hæsblæsende kunstværk. Måske er der bare ikke mere til det end slet og ret Torpedoes of Truth?
Det er måske uforståeligt ud fra allehånde småborgerlige målestokke om normalitet, karriereplaner, moral, at leve stille for at leve godt og pænt sprog.
Men det har rock’n’roll og punk jo alle dage været?
Monggards udgangsbemærkning er: Lad os håbe det ikke er for sent. Til hvad? For hvad? At leve det samme liv som dig? Som mig? For sent til at indordne sig under en branche som manden tilsyneladende foragter?
Er det hans død der er truslen, eller er det spejlingen af vores egne hemmelige drømme om at eksplodere i liv, begær og poesi?
Anyways, don’t try this at home, med mindre der ruller tigerblod i dine årer.
